Tysk energikoncern venter fremgang i år efter covid-påvirkning i 2020
/ritzau/FINANS
Trods udfordringer relateret til coronapandemien kom den tyske energikoncern E.On fornuftigt igennem 2020.
Onsdagens regnskab for sidste år viser en omsætning på 60,9 mia. euro og et justeret nettoresultat på 1,6 mia. euro, hvilket er inden for det prognosespænd, som selskabet reviderede i august.
Pandemien ramte indtjeningen med lige under 300 mio. euro, men effekterne ventes i det store hele at blive indhentet de kommende år, skriver E.On i regnskabet.
For 2021 venter selskabet et justeret driftsresultat (EBIT) på 3,8-4,0 mia. euro og et justeret nettoresultat på 1,7-1,9 mia. euro.
På baggrund af 2020-regnskabet foreslår E.On udbetaling af et udbytte på 0,47 euro per aktie.
Aktien i E.On steg tirsdag 2,9 pct. til 9,084 euro.


