Serier

Københavns Lufthavn er stærkest i Norden på coronasikkerhed

Ud fra parametre som testfaciliteter, automatisk bagageaflevering og offentlig transport rangeres verdens lufthavne på en ny liste.

Corona rammer verden
Selvbetjening i Københavns Lufthavn. Foto: Ernst Tobisch

Indtil februar sidste år konkurrerede lufthavne på passagertal, gode restauranter og shoppingmuligheder. Men det seneste års tid har lufthavne verden over været tvunget til at forholde sig til coronapandemien og fokusere på at skabe den mest trygge rejse for de flypassagerer, der trods alt stadig er.

Nu bliver lufthavnene først og fremmest rangeret efter, hvor coronasikre de er.

Til at holde styr på, hvor coronasikre de enkelte lufthavne er, læner industrien sig bl.a. op ad rejseteknologiselskabet Safe Travel Barometer, der netop har vurderet cirka 450 lufthavne verden over ud fra forskellige kriterier.

Lufthavnene er konkret blevet covid-19-vurderet ud fra muligheden for automatisk bagageaflevering, automatisk check-in, ansigtsmasker til rejsende, covid-19-testfaciliteter, samt hvorvidt lufthavnspersonalet bærer maske.

Det skriver branchesitet checkin.dk

På februar måneds ’Safe Travel Score’, hvor man kan score fra 1,0 til 5,0 point, figurerer fire skandinaviske lufthavne, og den samlede score for hver lufthavn er på mindst 1,0 og op til maksimalt 5,0.

Den bedst placerede nordiske lufthavn på listen er Københavns Lufthavn, der scorer 4,0. Herefter følger Oslo Lufthavn i Gardermoen med 3,7, Stockholms Arlanda Lufthavn med 3,6 samt Göteborg Landvetter med 3,1.

Der foreligger ikke informationer på Billund Lufthavn.

Ifølge Safe Travel Barometer vejer det tungt, at Falck – foruden Region Hovedstadens pcr-test – tilbyder både antigentest og pcr-test i CPH.

Lufthavnene måles dog også på muligheder for eksempelvis offentlig transport til og fra lufthavnen og udvalget af åbne butikker, lounger og restauranter under pandemien.

Den mest coronasikre lufthavn i verden er – ifølge Safe Travel Barometer – Beijing Capital International Airport, der har fået scoren 4,5. Herefter følger de store mellemøstlige lufthavne i Dubai, Doha og Abu Dhabi med hver 4,4, mens den mest sikre europæiske lufthavn er Amsterdam Schiphol, der har scoret 4,4.

Den nordamerikanske lufthavn med den højeste score er Philadelphia med 4,3, mens Sydney vurderes sikrest af alle lufthavne i Australien. Lufthavnen med den dårligste score – globalt set – er Dortmund Airport.

Kilde: checkin.dk

Læs også
Top job