Erhverv

Fynsk oliefamilie køber biobrændsel-komet

Den fynske oliefamilie bag Danmarks 9. største selskab køber selskab, der på få år er blevet verdens største handelshus for træpiller.

Nina Østergaard Borris overtog i 2020 - sammen med sin søster Mia Østergaard Nielsen - majoriteten af aktierne i faderen Torben Østergaard Nielsens livsværk. Hun er uddannet inden for økonomi og strategi og har tidligere arbejdet hos bl.a. PwC. PR-foto.

Den globale danske shippingkoncern United Shipping & Trading Company (USTC) vil tilsyneladende gøre sig mindre afhængig af det sorte guld, og slår nu til ved at købe træpillekometen CM Biomass i en milliardhandel.

USTC overtager 60 pct. af selskabet, der på få år er blevet et af verdens største handelshuse for træpiller og biobrændsel.

Det skriver Børsen.

“Sol og vind alene kan ikke generere nok elektricitet og varme til det behov, vi har, fordi solen ikke altid skinner, og vinden ikke altid blæser, så træpiller kan fylde det her hul i forhold til at skabe noget bæredygtig energi, der er stabilt,” siger Nina Østergaard Borris, der sammen med sin søster Mia Østergaard Nielsen overtog majoriteten af aktierne i faderen Torben Østergaard Nielsens livsværk sidste år, til Børsen.

Ifølge Børsens oplysninger har handlen en værdi på et stykke over 1 mia. kroner, men ingen af parterne vil afsløre købssummen.

Nina Østergaard Borris blev sidste år en del af direktionen i United Shipping & Trading Company (USTC), der er en af Danmarks største virksomheder målt på omsætning og en toplinje på 71,6 mia. kroner.

USTC-koncernen har aktiviteter inden for både olie, shipping, it og luksusbiler, og Torben Østergaard Nielsen ejer det hele gennem selskabet Selfinvest.

USTC omsætter for ca. 76 mia. kroner – primært på handel med brændstof til skibe. CM Biomass, der blev stiftet i 2009, havde i 2020-regnskabet en omsætning tæt på 3 mia. kroner.

Læs også