A.P. Møller Holding kommer stærkt igennem coronaår
A.P. Møller Holding kommer ud af 2020 med stort overskud på driften, viser nyt regnskab.
Selv om coronaåret har sendt verdensøkonomien i dørken, kommer Mærsk-familiens pengetank A.P. Møller Holding ud af året med mere end skindet på næsen.
Det viser et nyt årsregnskab, som A.P. Møller Holding har offentliggjort fredag.
Koncernens omsætning steg i 2020 til knap 277 mia. kr., mens resultatet af den primære drift viste et plus på 19 mia. kr. mod 15 mia. kr. året før.
»2020 har været et tumultarisk og vanskeligt år. Mens A.P. Møller Holding indtil videre har redet stormen af og er kommet økonomisk stærkere ud året, har pandemien ramt vores kolleger, vores forretningspartnere og vores samfund hårdt,« siger Robert Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding, i en kommentar til regnskabet.
Holdingselskabets andel i dets selskabers samlede overskud lander i år på 4,7 mia. kr., hvilket er på niveau med sidste år.
A.P. Møller Holding blev etableret i slutningen af 2013 for at sikre A.P. Møller Fondens forretnings- og investeringsmæssige aktiviteter, og fungerer som pengetank for Mærsk-familien.
Robert Uggla, der er barnebarn til afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller, blev sat i spidsen for holdingselskabet i 2016, mens Ane Uggla, der er datter til Mærsk Mc-Kinney Møller og mor til Robert Uggla, sidder som formand for holdingselskabets bestyrelse.
A.P. Møller Holding ejer i dag knap 42 pct. af aktierne i shippingkoncernen A.P. Møller–Mærsk og sidder desuden på betydelige aktieposter i bl.a. Maersk Drilling og Danske Bank.
Og netop holdingselskabets samlede portefølje af aktier og værdipapirer har stor betydning for regnskabet udfald.
Sidste år steg værdien af A.P. Møller Holdings samlede aktiebeholdning med 21,5 pct. til knap 142 mia. kr., afslører regnskabet.
Fremgangen er især trukket af aktierne i A.P. Møller–Mærsk, der steget konstant gennem hele 2020, mens Danske Bank-aktien og aktiebeholdningen i Maersk Drilling har trukket i den anden retning.
Aktiebeholdningen A.P. Møller–Mærsk står for 74 pct. af A.P. Møller Holdings samlede aktieportefølje.
A.P. Møller Holding, årsregnskab 2020. Nøgletal fra regnskabet:
| Mia. kr. | 2020 | 2019 | 2018 | 2017 |
|---|---|---|---|---|
| Samlet omsætning | 277 | 275 | 262 | 221 |
| Resultat af primær drift | 19,1 | 15,2 | 10,3 | -5,3 |
| Årsresultat | 4,7 | 4,8 | 10,9 | 1,4 |
| Egenkapital | 249 | 263 | 256 | 230 |
| Antal medarbejdere | 88.191 | 88.006 | 86.113 | 82.306 |

