Erhverv

Irsk domstol siger ja til Norwegians redningsplan

En irsk domstol har godkendt et forslag fra Norwegian, der skal redde luftfartsselskabet fra konkurs. Processen går nu videre til norsk domstol.

Foto: Tomm W. Christiansen/Bloomberg

En irsk domstol har fredag godkendt et forslag fra Norwegian, der skal redde luftfartsselskabet fra konkurs.

Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.

Processen går nu videre til en norsk domstol, hvor forslaget til en redningsplan ligeledes skal godkendes.

Dommeren har ifølge det norske medie E24 desuden en betingelse for sin afgørelse om, at Norwegian finder mindst 4,5 milliarder kroner i ny kapital.

"Vi er virkeligt glade for, at den irske domstol har godkendt Norwegians rekonstruktion i Irland. Nu har vi den billet, som vi skal bruge for at gå videre med rekonstruktionen i Norge og indhente frisk egenkapital," siger Jacob Schram, koncernchef i Norwegian i pressemeddelelsen.

Den irske domstols afgørelse blev truffet efter en række møder med selskabets kreditorer, der med flertal stemte for gennemførelse af rekonstruktionen. En tilsvarende afstemning skal finde sted blandt kreditorerne i den norske rekonstruktion i løbet af de næste 14 dage, inden en norske domstol tager endelig stilling.

- Det er en krævende proces, som ikke er ovre endnu, men retsafgørelsen i dag giver os styrket tro på et positivt udfald. Vi forbereder os på at være der for vores kunder, når virkningerne af pandemien aftager, rejserestriktioner reduceres og verden åbnes op igen, siger Jacob Schram.

Dagens beslutning træder endeligt i kraft efter en klageperiode på en måned, og selskabet vil teknisk set være i Examinership, indtil den planlagte egenkapital er indhentet. Norwegian har som mål at være færdig med kapitalindhentningen i løbet af maj 2021, hvis retsprocesserne forløber som planlagt.

BRANCHENYT
Læs også