Erhverv

SAS-piloter opgiver lønforhøjelse i ny overenskomstaftale

SAS-ledelsen og SAS-piloterne i Danmark, Sverige og Norge har underskrevet ét-årig aftale.

Foto: Jonas Olufson

Efter tre uger med overenskomstforhandlinger underskrev SAS-ledelsen og SAS-piloterne i Danmark, Sverige og Norge i dag en ét-årig aftale. Aftalen indebærer et ”nulopgør” og at piloterne i tillæg frasiger sig en allerede aftalt lønforhøjelse på fire procent, der skulle have trådt i kraft i 2021.

Det oplyser SAS Group i en pressemeddelelse.

”Vi har i dag accepteret et forslag, som SAS-ledelsen lagde frem for en løsning på forhandlingerne. Aftalen indebærer en reallønsnedgang for alle piloter i SAS. Selskabet står i en vanskelig situation og mange af vores kollegaer er opsagte eller arbejdsfordelt. Det er vores forventning, at denne aftale bidrager til en god dialog med SAS-ledelsen, og er til det bedste for både ansatte og vores passagerer”, siger Christian Laulund, leder af SAS Pilot Group.

SAS Pilot Group består af Dansk Pilotforening, Norske SAS-flygeres Forening, Scannor Flygerforening og Svensk Pilotforening og organiserer 95 pct. af alle SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige.

Sidste år opsagde SAS-ledelsen overenskomstaftalerne med piloterne i Norge, Sverige og Danmark. For tre uger siden blev piloternes fagforeninger i de tre lande indkaldt til overenskomstforhandlinger på SAS-hovedkvarteret i Stockholm.

Fredag eftermiddag lagde SAS-ledelsen et forslag frem, som altså nu er underskrevet.

BRANCHENYT
Læs også