Erhverv

Investeringssvindel kostede sidste år danskerne 68 mio. kr.

Ifølge interesseorganisationen Finans Damark har kriminelle stigende succes med investeringssvindel.

I løbet af 2020 steg danskernes aktivitet på aktiemarkedet markant.  Arkivfoto

En strøm af nye kunder er skyllet indover investeringsbranchen det seneste år.

Danskernes handel med alt fra aktier, kryptovaluta og investeringer gennem onlinebørsmælgere er eksploderet og har sendt et hav af nye investorer på markedet.

Nu advarer interesseorganisationen Finans Danmark om stigende investeringssvindel herhjemme.

Alene i 2020 svindlede kriminelle ifølge organisationen sig til et udbytte på knap 68 mio. kr., mens tabstallet i 2019 lød på 53 mio. kr. I 2018 fik svindlere et udbytte på 33,5 mio. kr. via investeringssvindel, lyder det i en pressemeddelelse.

»Ønsket om hurtige og lettjente penge frister mange. Læg dertil en coronakrise, hvor vi sidder meget bag skærmen og der bliver udsat for svindlernes annoncer på de sociale medier. Så er paraderne nede. Og det udnytter de kriminelle. Derfor er der kun at sige, at man skal se at få paraderne op, bruge sin sunde fornuft og ikke lade sig lokke til at træffe hurtige og forkerte beslutninger,« siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

De enkelte sager kan i omfang dreje sig om alt fra nogle få tusinde kroner til sager i millionstørrelsen.

Ifølge organisationen lokker svindlerne ofte med løftet om nemme og hurtige penge gennem særdeles attraktive investeringsmuligheder.

»De sætter ofret under tidsmæssigt pres for at slå til med det samme. Og i mange sager lokker svindlerne med misundelsesværdige historier om f.eks. kendte, der har investeret og tjent mange penge på tilsyneladende lukrative investeringer i kryptovaluta eller tilsvarende – men det hele er løgn,« skriver Finans Danmark.

Derfor opfordrer Michael Busk-Jepsen de danskere investorer til at huske på, at hvis et tilbud er for godt til at være sandt, vil det typisk også være det.

I løbet af 2020 steg danskernes aktivitet på aktiemarkedet markant. Ifølge tal fra Danmarks Nationalbank ejede danske lønmodtagere og pensionister i december aktier til en værdi af 323 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 22,5 pct. sammenholdt med 2019.

I den danske afdeling af Nordnet, som i dag er den mest populære platform blandt private investorer, har man i gennemsnit registreret omkring 300 nye kunder hver dag i 2020.

Det fik for nyligt onlinebørsmælgeren til at melde om flere ugers ventetid for nye kunder.

I løbet af de første måneder af i år har Nordnet fået omkring 40.000 nye kunder i Danmark, hvilket for kort tid siden resulterede i, at platformen rundede 250.000 danske kunder.

Ved udgangen af 2019 havde Nordnet ca. 90.000 kunder i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også