GN Audio opruster i udviklingsafdelingen efter år med stor vækst
GN Audio vil investere i sin udviklingsafdeling og går på jagt efter 100 nye ingeniører i Danmark og endnu flere globalt. Det skriver dagbladet Børsen.
GN Audio, der er en del af GN Store Nord-koncernen, vil opruste sin udviklingsafdeling kraftigt efter en række år med massive vækstrater.
Ambitionen er en tocifret omsætningsvækst i de kommende år, oplyser GN Audios administrerende direktør, René Svendsen-Tune, til Børsen.
Derfor skal der findes nye ingeniører til selskabets afdelinger i Danmark, Kina og USA, hvoraf det ventes, at omkring 100 vil blive ansat i Danmark.
- For at fastholde den vækst, vi har sat i gang, investerer vi bredt i virksomheden, men særligt i innovation. Nøglen i vores strategi er at være førende inden for innovation, og derfor er vi nødt til at investere i teknologi, brugeroplevelser og vores portefølje for at sikre den vækst, vi går efter, siger han til avisen.
- Vi skal fastholde investeringer i ny teknologi til den portefølje, vi har, men der er også et behov for, at vi løbende udvinder porteføljen og sortimentet. Vi skal sikre, at vi også har den konkurrencekraft, vi har i dag, om tre år, fortsætter direktøren.
GN Audio har i 2020 under coronakrisen nydt godt at den øgede efterspørgsel på udstyr til hjemmearbejdspladser. I det forgangne år steg omsætningen således 42 pct. organisk, mens der i år ventes en vækst på over 20 pct.
/ritzau/FINANS