Erhverv

Volvo vil tilbyde betalt barsel til alle sine 40.000 ansatte

Svenske familieværdier skal udbredes til medarbejdere i hele verden – også USA og Kina.

Volvo vil give alle sine 40.000 ansatte på verdensplan ret til samme type barlsesorlov som gælder for de svenske medarbejdere. Foto: Frederic J. Brown / AFP

Volvo vil udbrede dele af den svenske velfærdsmodel til alle sine 40.000 ansatte på verdensplan.

Det kommer til at betyde, at de regler for eksempelvis barselsorlov - der gælder i Sverige og de svenske ansatte - også vil blive tilbudt næsten 1:1 til koncernens øvrige ansatte, skriver BBC.

Ifølge planen vil Volvos ansatte kunne gøre krav på 24 ugers betalt barsel, hvor de ansatte opretholder 80 pct. af deres basisløn, mens orloven står på.

Volvo er ejet af Kina største bilproducent Geely og tilbuddet vil også gælde ansatte i USA og Kina. Især kvinder i USA kæmper hårdt for at kunne beholde deres jobs, når de bliver mødre.

Den nye globale politik på området vil kunne anvendes af enten den ene eller begge forældre og kan aktiveres inden for barnets første tre leveår.

»Når forældre støttes i at kunne afbalancere kravene fra arbejde og familie, hjælper det med til at nedbryde kønsforskellene og giver alle mulighed for at forfølge deres karrierer,« siger Volvo Cars adm. direktør, Hakan Samuelsson.

Volvo siger, at de nye regler er inspireret af reglerne i hjemlandet Sverige.

Andre svenske virksomheder har også indført betalt forældreorlov for deres medarbejdere på verdensplan. Herunder musikstreamingselskabet Spotify. I 2015 indførte tjenesten seks måneders forældreorlov med fuld løn.

»Nogle lande tilbyder ikke betalt orlov til nye forældre eller udelukker bestemte grupper af forældre. Det gælder ikke mindst fædrene,« skriver Volvo i sin meddelelse.

BRANCHENYT
Læs også