Virksomheder belønner ansatte for at undgå coronastress
Udenlandske virksomheder giver sine ansatte bonusser, gaver og ferier for at undgå, at medarbejderne brænder ud under coronakrisen.
Flere virksomheder belønner nu deres medarbejdere med kontante bonusser og ekstraordinære gaver for at sikre sig, at de ikke brænder ud efter et hårdt år med lange dage på hjemmekontoret under coronakrisen.
Financial Times skriver, at en række førende advokatfirmaer i USA og Storbritannien har besluttet at udbetale store engangsbonusser til ansatte, som ikke er partnere.
Det sker efter, at flere yngre advokater angiveligt har forladt deres stillinger på grund af det store arbejdspres det forgangne år.
De seneste uger har advokatfirmaerne David Polk & Wardell og Simpson Thatcher & Bartlett ifølge Financial Times annonceret bonusser på mellem 12.000 og 64.000 dollars til sine medarbejdere. Flere konkurrenter har allerede fulgt trop, skriver mediet.
I finanssektoren har investeringsbanken Jefferies bl.a. tilbudt sine ansatte udstyr til hjemmetræning som en Peloton-cykel eller produkter fra firmaet Mirror, som laver interaktive spejle med træningsprogrammer.
Det sociale medie Linkedin har også besluttet at belønne sine medarbejdere, efter at selskabet har oplevet, at mange er begyndt at føle sig udbrændte. Stort set alle medarbejdere over hele verden har fri i denne uge for at give dem en chance for at koble af, skriver CNN.
»Vi ville være sikre på, at vi kunne give dem noget virkelig værdifuldt, og vi tror, at det mest værdifulde lige nu er tid til, at vi kollektivt kan træde et skridt tilbage,« siger Teuila Hanson, som er såkaldt chief people officer hos Linkedin.
Hun fortæller til CNN, at mange medarbejdere på LinkedIn har været plaget af ensomhed, isolation og familieproblemer, efter at de blev sendt hjem i begyndelsen af 2020.

