Erhverv

Nu vælter det ind med bookinger hos stort cruiseselskab

Krydstogtrederiet Carnival Cruise Lines oplever en stor stigning i antallet af bookinger, fortæller topchef efter massivt underskud.

Flere passagerer ombord på krydstogtskibet Grand Princess, som er ejet af Carnival Cruise Lines, blev syge af coronavirus, da udbruddet spredte sig til hele verden i marts 2020. Foto: David Paul Morris/Bloomberg

Krydstogtindustrien blev hårdt ramt, da verden lukkede ned i marts 2020.

Det gælder også det store amerikanske rederi Carnival Cruise Line. I første kvartal af 2021 fossede der i snit ca. 21 mio. dollars ud af kassen hver dag, skriver mediet E24.

Nu begynder tingene til gengæld at lysne for rederiet.

Alle har lyst til at rejse væk. Og det næstbedste efter rent faktisk at rejse er at planlægge en ferie.

David Bernstein, CFO, Carnival

Efter præsentationen af kvartalsregnskabet melder Carnival om et rekordhøjt antal af bookinger i løbet af første kvartal. Antallet af bestillinger for rejser i 2022 er samtidig på niveau med 2019.

»Alle har lyst til at rejse væk. Og det næstbedste efter rent faktisk at rejse er at planlægge en ferie. Og det virker til at være det, mange mennesker gør lige nu,« sagde finansdirektør David Bernstein ifølge CNBC på et investorkald onsdag.

Carnival har hovedkvarter i Florida i USA og noteret på børsen i New York. Rederiet tilbyder krydstogter i stort hele verden, men har ikke kunnet sejle med passagerer det seneste års tid.

Cruisebranchen blev et tidligt symbol på coronakrisen, da en række skibe blev ramt af smitteudbrud blandt passagererne. Industrien mistede samtidig sit forretningsgrundlag, da lande over hele verden indførte begyndte at indføre strenge rejserestriktioner.

Nedturen betød, at Carnivals aktie faldt med 51 pct. i løbet af 2020, hvilket gjorde selskabet til en af de største tabere i S&P 500-indekset. Siden årsskiftet er kursen imidlertid oppe med knap 35 pct.

Fremgangen i Carnival og andre rejseselskaber skyldes ifølge bl.a. Nykredit, at investorerne forventer, at turismen vil vende tilbage, når verden genåbner i anden halvdel af 2021.

Carnival har brugt krisen på at hente knap 24 mia. dollars i ny likviditet og mener nu selv at være tilstrækkeligt polstre til at komme tilbage på ret køl, skriver E24.

BRANCHENYT
Læs også