Fortsæt til indhold

Udbyttesagen: Seks personer er tiltalt for at svindle statskassen for over 1 mia. kr.

SØIK har rejst tiltale mod tre amerikanske statsborgere og tre britiske statsborgere. I alt otte er tiltalt i udbyttesagen.

Erhverv

I perioden marts 2014 til august 2015 foregik der, via den tyske bank North Channel Bank i Mainz, flere hundrede fiktive aktiehandler mellem 27 amerikanske enkeltmandspensionsplaner.

Formålet med de fiktive handler var at trække kæmpe beløb ud af den danske statskasse. I alt lykkedes det svindlerne at få udbetalt udbytteskat for 1,1 mia. kr., som hverken pensionsplanerne eller selskaberne havde ret til.

En omfattende og kompliceret efterforskning, som har varet flere år, har nu fået Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) til at rejse tiltale mod seks personer for groft bedrageri. Det fortælles i en pressemeddelelse.

»Vi mener, at de seks tiltalte har stået bag svindlen, der blev begået ved hjælp af den tyske bank North Channel Bank. De seks personer er efter vores opfattelse de centrale bagmænd bag bedrageriet for mere end 1,1 milliard kroner,« siger Per Fiig, der er fungerende statsadvokat hos SØIK.

I september 2019 fik den tyske bank i sagen en bøde ved Retten i Glostrup på 110 mio. kr. Banken fik bøden for at have medvirket til, at det store milliardbeløb uberettiget var blevet udbetalt fra den danske statskasse. Det tjente banken dengang godt 55 mio. kr. på i blandt andet gebyrer.

Der er netop rejst tiltale i to forskellige efterforskningsspor i udbyttesagen. Tre amerikanske og tre britiske statsborgere er sigtet for at have brugt banken til bedrageri, hvilket banken også selv har erkendt.

Tidligere på året blev der i et andet efterforskningsspor rejst tiltale mod to britiske statsborgere. De er sigtet for at have svindlet for over 9 mia. kr.

»SØIK har nu rejst tiltale mod de formodede bagmænd bag svindlen med udbytteskat for i alt mere end 10 mia. kr. ud af den samlede svindel på cirka 12,7 mia. kr. Efterforskningen i sagen fortsætter, og vi arbejder ufortrødent videre med at opklare den resterende del af svindlen med udbytteskat,« siger Per Fiig.

Efter straffelovens §279 er der rejst tiltale for groft bedrageri. Strafferammen er otte års fængsel.

»Vi mener, at sagen er så grov, at en særlig paragraf, der kan hæve strafferammen til 12 år, bør tages i brug. Vi har ingen forventning om, at de møder frivilligt op til en retssag, hvor de risikerer så mange års fængsel, så derfor arbejder vi med alle de tænkelige muligheder, der kan sikre, at de tiltalte vil være til stede til den kommende retssag. Hvad det præcist er, kan jeg ikke gå nærmere ind i på nuværende tidspunkt,« siger Per Fiig.

Der er endnu ikke fastlagt nogle datoer for sagen, men det forventes, at den skal køre ved Retten i Glostrup.