Serier

Historisk dårligt år for turismen

Antallet af overnatninger faldt med 20 pct. VisitDenmark ser dog stigende interesse fra de nære markeder, hvor rejselysten er i vækst.

Corona rammer verden
Feriehusene havde mange tyske gæster trods coronakrisen. Foto: Martin Lehmann

Aldrig tidligere er turismen i Danmark faldet så brat som i 2020. Antallet af overnatninger faldt med 20,5 pct. efter et år præget af restriktioner og lukkede grænser på grund af coronakrisen.

Det markante dyk kommer, selvom mange flere danskere holdt ferie på hjemmebanen, fordi de ikke kunne rejse ud.

Men de mange danske gæster kunne slet ikke opveje den massive mangel på udenlandske turister.

VisitDenmark er dog optimistisk i forhold til udviklingen for dansk turisme.

»Vores undersøgelser viser, at rejselysten fra nærmarkederne har været stigende siden efteråret. Hvor hurtigt der kommer gang i rejseaktiviteten igen, afhænger blandt andet af antallet af vaccinationer i såvel Danmark som andre lande, så det igen bliver trygt for turisterne at rejse,« siger Jan Olsen, adm. direktør i VisitDenmark.

VisitDenmark har allerede planlagt en ekstraordinær markedsføring af Danmark som rejsemål. Målet er især at tiltrække turister fra nærmarkederne i erkendelse af, at det er her restriktionerne vil blive lempet først.

Kendsgerningen er dog, at antallet af bookinger af både feriehuse og hotelovernatningerne for den kommende sommer ligger lavere end normalt på denne tid af året. Forklaringen er, at turisterne venter med at booke på grund af usikkerhed om covid 19.

I 2020 var der i alt 44,6 mio. overnatninger i Danmark, og det er mere end 11 mio. færre i forhold til 2019.

De udenlandske overnatninger faldt med 44,3 pct., mens de danske overnatninger steg med 4,8 pct.

»Covid-19 satte en brat stopper for den vækst, dansk turisme har oplevet de seneste syv år, og 2020 endte med at blive det værste år, dansk turisme endnu har oplevet. Desværre tyder meget på, at turismen også i 2021 står til et stort smæk,« siger Jan Olsen.

Overnatningstallene viser en markant tilbagegang fra alle de store markeder, som er en prioritet for turistbranchen.

Tabet af udenlandske gæster blev dog begrænset af, at antallet af tyske gæster faldt mindre end frygtet. Tyskland er Danmarks suverænt største marked, og antallet af tyske overnatninger faldt kun med 23 pct. Årsagen er, at der blev åbnet for sommerhusgæster fra juni 2020, og det betød, at mange tyskere kunne rejse til Danmark, hvis de blot overnattede i seks dage i træk.

Faldet fra de øvrige europæiske markeder var langt større. Tilbagegangen var størst for Italien med 79,1 pct., Sverige med 77,4 pct., Frankrig med 75,3 pct.). Fra Storbritannien, Norge og Holland var faldet på omkring 70 pct.

Helt galt gik det for den oversøiske turisme, da antallet af gæster fra Kina og USA faldt med henholdsvis 90 og 83 pct.

BRANCHENYT
Læs også