Fra Ming til Mao til en af verdens største økonomier på blot to generationer
Vi kan lære meget af manchuerne, der skabte det fjerdestørste kejserdømme i verden.
Jeg er med 16 andre studerende fra CBS draget til Hong kong, hvor vi startede ud mec 21 dages hotelkarantæne.
Jeg har medbragt bogen A History of Hong Kong af Frank Welsh, og synker langsomt ned i sengen på mit indelukkede hotelværelse, hvor jeg straks falder over historien om Ming-dynastiets fald.
I 1600-tallet har Ming-dynastiet siddet på magten i Peking i 300 år. Kejserdømmet havde fokus på lærdom, og kejserens rådgivere var oplært i skrifter fra konfucianismen. De skulle repetere alt udenad og måtte ikke tænke originale eller innovative tanker, men blev derimod bedt om at udenadslære og gentage gamle krigsstrategier.
Alt ændredes, da manchuerne formåede at erobre Kina, på trods af langt færre ressourcer og en mindre hær, fordi de havde en fleksibel og kreativ tilgang til krigsstrategi. Manchuerne overtog hurtigt magten og dannede det fjerdestørste kejserdømme i verden, Qing-dynastiet, som samlede Kina til det land, vi kender i dag.
Langt senere kom perioden med Mao, og på trods af vilkårene formåede kineserne at rejse sig igen til en verdensøkonomi på blot to generationer.
Pointen med denne simplificerede historielektion er, at hvis man som individ eller virksomhed ikke er kreativ og fleksibel, så vil man over tid stagnere.
Ifølge nogle af de virksomhedsledere, vi har besøgt her i Hong Kong, så er kineserne ekstremt omstillingsparate i forhold til europæerne. Dertil har de en udpræget villighed til afprøve nye innovative projekter, og påtage sig risici i langt højere grad end danskerne.
Det gør ikke så meget, at man fejler, for det kan man lære noget af. Denne tankegang ses blandt andet i biotech- og teknologi-industrien, hvor kineserne aktivt investerer i virksomheder, der blot er nogle få måneder gamle, for at være på forkant med ny teknologi og patentering.
Victoria Rosenmeier er rejst 8.000 km for at få internationalt perspektiv på sin uddannelse
En af vores forelæsere refererer ofte til Maos efterfølger Deng Xiaopings favoritudsagn »crossing the river by feeling the stones«. Tilgangen til projekter eksemplificerer, hvordan man i kinesisk kultur ofte starter uden en endegyldig plan, men retter ind efter behov. Dette leder til en øget fleksibilitet, hvor projektledere udskiftes så regelmæssigt som hver tredje måned for at sikre fornyet indsigt i arbejdsmiljøet.
Den fleksible arbejdskultur skaber en utrolig dynamik, der har muliggjort, at kineserne kan bygge byer på størrelse med Rom inden for nogle få uger. Dette mener jeg, er tankevækkende.
Victoria Rosenmeier