Serier
BREAKING

Victoria Rosenmeier er rejst 8.000 km for at få internationalt perspektiv på sin uddannelse

Med en opvækst på Bernadotteskolen og mange rejser til Indien som barn er mødet med andre kulturer ikke fremmed for Victoria Rosenmeier. Alligevel ønsker hun at udvide sit perspektiv, og det skal eliteudveksling i USA og Hongkong medvirke til.

Talenternes uddannelsesrejse
I Hongkong har lærerne en lidt anden tilgang til undervisningen end i Danmark, påpeger Victoria Rosenmeier. Foto: Privat

»Jeg tror, at den politiske realisme og aftagende idealisme kendt fra 90’erne og 00’erne vil have en betydelig indflydelse på, hvordan vi som unge på arbejdsmarkedet vælger, hvor og hvilke jobs vi tager.«

21-årige Victoria Rosenmeier er velreflekteret. Især når det kommer til sin generations fremtid. Pessimistisk såvel som optimistisk.

»Jeg tror dog samtidig, at vi som generation vil have et markant fokus på at forbedre den verden, vi bor i, på trods af den institutionelt aftagende idealisme. Vi ønsker at arbejde med noget, hvor vi kan gøre en forskel,« siger hun.

Det er bl.a. denne evne til at reflektere over de store perspektiver i tilværelsen, der har ført hende til linjen International Business på CBS. Og nu videre til Globe-programmet, som hun skal deltage i under den sidste halvdel af sin bachelor.

Som et led i dette program er hun netop flyttet med de andre CBS-studerende til Hongkong, hvor de har tilsluttet sig en lige så stor gruppe amerikanere fra University of North Carolina, Chapel Hill, og en tredje gruppe fra Chinese University of Hong Kong.

De skal som samlet hold studere det første semester på universitetet i Hongkong. Herefter rykker de alle et halvt år til København, og i foråret 2021 foregår tredje og sidste semester i Globe-forløbet i North Carolina.

I halvandet år skal de unge studerende fra Danmark, Hongkong og USA leve og udvide deres horisonter tæt sammen. De skal prøve at studere på nye måder.

Har rejst hele livet

Den samlede oplevelse virkede tiltalende for Victoria Rosenmeier, da hun på første semester af International Business-studiet fik kendskab til det.

»Jeg tror ikke, at Globe-studerende er mere ambitiøse end resten på International Business. Vi har valgt at blive en del af Globe på grund af en stor interesse for at lære om verden, lære af andre mennesker og blive en del af et fantastisk fællesskab,« siger hun.

Derfor søgte Victoria Rosenmeier om at blive optaget og endte som en del af den lille flok på 17, der fandt vej gennem nåleøjet.

Det kan ofte blive lidt indadskuende, når man kommer fra Danmark. Det at komme ud og se et helt andet mønster kan være ret sundt.

Victoria Rosenmeier, Globe-studerende

Til første optagelsessamtale sad hun i Indien, og det er ikke en helt uvæsentlig detalje, siger hun selv. Hendes mor er halvt inder, og bl.a. af denne grund har Victoria Rosenmeier rejst meget som barn.

»Da jeg var fem år, tog mine forældre mig og min lillesøster med ud at rejse i fem måneder. Så vi har altid været ude og se verden,« siger hun.

Også i folkeskolen mødte Victoria Rosenmeier verden. I femte klasse skiftede hun til Bernadotteskolens internationale linje for at prøve nye udfordringer.

»Der var folk med helt forskellige baggrunde med meget forskellige udsyn og blik på livet. Det var ret interessant at opleve,« husker Victoria Rosenmeier.

Med egne ord har hun altid interesseret sig for at lære – og ikke kun om business, understreger CBS’eren. Også historie og kunst fylder meget, hvilket hun kan få lov til at dyrke i Hongkong og USA, fordi de studerende på Globe-programmet i højere grad end på CBS har mulighed for at vælge deres egne fag.

Sundt at komme ud

Det handler dog ikke kun om fagenes titler for Victoria Rosenmeier. Også perspektivet er afgørende.

»CBS er god til f.eks. bæredygtighed, og der er nogle dygtige lærere, men der er også et meget skandinavisk perspektiv. Vi bliver formet af det miljø, vi er i,« siger hun og tilføjer, at hun allerede kan mærke en anden tilgang fra lærernes side i Hongkong:

»De er mere snaksaglige – ikke så meget business. Det er lidt en anden interaktion.«

På den måde kan forløbet give hende en større viden om de perspektiver, der er i andre lande, påpeger hun.

»Det kan ofte blive lidt indadskuende, når man kommer fra Danmark. Det at komme ud og se et helt andet mønster kan være ret sundt,« siger Victoria Rosenmeier.

Der er dog ikke meget skuen indad, når Victoria Rosenmeier reflekterer over fremtiden. Hun er allerede meget bevidst om, at hun gerne vil prøve at bo og arbejde i udlandet i en periode – bl.a. inspireret af sin morfar, der flyttede fra Indien til Europa og ikke så sig tilbage.

Men hvad hendes arbejde bliver, det ved hun ikke. Det er også en af Victoria Rosenmeiers refleksioner:

»Store dele af de opgaver, vi som generation kommer til at arbejde med, tror jeg ikke er fundet endnu. Det afhænger meget af den teknologiske og procesmæssige innovation, der opstår verden over. Vores job som kommende arbejdskraft er at forholde os nysgerrigt til det og hele tiden være villige til at lære,« siger Victoria Rosenmeier og tilføjer:

»Specielt som business-studerende er vores kompetencer slet ikke færdiggjorte, og i princippet vil vi først opnå rigtig viden, når vi gør os erfaringer med den fremtid, vi venter på.«

BRANCHENYT
Læs også