Anders Holch Povlsen ser med »stor alvor« på kritikken af Nemlig.com
Kunderne kan ikke være tjent med, at nogen tror, at der er noget forkert hos onlinesupermarkedet, lyder det fra hovedaktionæren.
Den danske Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, der har aktiemajoriteten hos onlinesupermarkedet Nemlig.com, ser med alvor på de seneste dages kritik af arbejdsforholdene for medarbejderne hos det hurtigtvoksende selskab.
Det skriver han i en skriftlig kommentar til Finans.
»Jeg følger naturligvis udviklingen i Nemlig.com og ser på kritikken med stor alvor. Vi kan ikke være tjent med, at nogen og særligt ikke vores kunder tror, at der er noget forkert i Nemlig.com. Alle medarbejders trivsel og motivation er helt afgørende, og virksomhedens ånd og værdigrundlag er bevis herfor,« lyder det fra Anders Holch Povlsen.
Udtalelsen kommer, efter Politiken den seneste tid har beskrevet, hvordan arbejdsforholdene hos Nemlig.com ifølge mediet har presset både selskabets chauffører og medarbejdere på virksomhedens lager.
Selskabets adm. direktør, Stefan Plenge, har tidligere på ugen afvist, at onlinesupermarkedets medarbejdere bliver presset tidsmæssigt med »urimelige krav« og overvågning, der ifølge Politikken kan have konsekvenser for deres ansættelse.
Det er dog første gang, at Holch Povlsen blander sig i debatten.
»Jeg kender virksomheden som en ordentlig og redelig virksomhed, som tager sit ansvar alvorligt, inklusivt det samarbejde, Nemlig.com har haft med fagbevægelsen igennem de sidste 15 år. Samtidig noterer jeg mig derfor med tilfredshed, at 3F, Dansk Erhverv og Nemlig.com mandag har holdt et konstruktivt møde, hvor der er aftalt en møderække for at drøfte og afklare den rejste kritik,« fortsætter han i sit skriftlige svar.
I forbindelsen med kritikken af Nemlig.com har fagforeningen 3F valgt at opsige sin lokalaftale med selskabet. Det betyder, at onlinesupermarkedet ikke har mulighed for at ansætte deltidsansatte fremover. De deltidsansatte udgør en stor del af de ansatte på Nemlig.coms lager.
Mødet, som Anders Holch Povlsen henviser til, blev afholdt mandag eftermiddag. Ifølge Fagbladet 3F har fagforeningen givet Nemlig.com en frist på 14 dage til at løse de arbejdsmiljøproblemer for onlinesupermarkedets chauffører, som 3F mener, at der er.


