Erhverv

Gennembrud: Stamceller fra mennesker voksede i abefostre

Trods store etiske problematikker har forskningen potentiale til at gøre os klogere på, hvordan vi mennesker udvikler os i de allertidligste stadier af livet.

Mikroskop-fotografi af et abe/menneske-embryon. Ved de røde områder i højre side vokser 'pluripotente' menneskelige stamceller, der potentielt kan udvikle sig til alle celletyper i menneskekroppen. Foto: Weizhi Ji, Kunming University of Science and Technology

Det er lykkedes amerikanske og kinesiske forskere at indsprøjte menneskelige stamceller i makakabe-embryoner og få dem til at gro 20 dage i petriskåle. Det skriver Videnskab.dk.

»De humane celler overlevede, delte sig og dannede adskillige tidlige cellelinjer inde i abe-embryonerne,« skriver genforsker Juan Carlos Izpisua Belmonte i en mail til Videnskab.dk.

Han er professor på Salk Institute for Biological Studies og sidsteforfatter på en artikel om studiets resultater i det videnskabelige tidsskrift Cell.

»Det er et rigtig solidt studie, som jeg faktisk vil kalde banebrydende. Det er første gang, det lykkes at få menneskelige stamceller til at udvikle sig så lang tid i et embryon fra en anden art,« siger ph.d. og stamcelleforsker Mette Christine Jørgensen fra Københavns Universitet.

En af drømmene for denne type forskning er, at vi en dag kan gro menneskelige organer i for eksempel grise, så organerne kan doneres til mennesker.

Læs også: I jagten på evigt liv har forskere skabt et monster: Menneskegrisen

Vi ved utrolig lidt om de tidligste stadier af livet

I studiet har forskerne brugt 132 makakabe-embryoner. Embryonerne var på et så tidligt stadie, at man kalder dem ”blastocyster”.

Blastocysten dannes i løbet af de første dage efter befrugtning. Den består af en indre klump af celler, som i løbet af graviditeten udvikler sig til et foster og et omkringliggende lag af celler, som udvikler sig til moderkagen.

Forskerne indsprøjtede såkaldte pluripotente menneskelige stamceller i den indre celleklump i de 132 blastocyster. 25 stamceller i hver blastocyst.

Derefter fulgte de udviklingen i stamcellerne og i abecellerne i klumpen.

»Pluripotente stamceller kan udvikle sig til alle de celletyper, vi har i kroppen. Men vi ved utrolig lidt om, hvordan menneskelige pluripotente stamceller opfører sig, når de anlægger et foster,« siger stamcelleforsker, professor Poul Hyttel fra Københavns Universitet.

Efter 10 dages udvikling i petriskål var 103 af de 132 embryoner stadig i live og udviklede sig, men herefter gik det hurtigt ned ad bakke, og på dag 19 var kun tre embryoner tilbage.

Større indsigt kræver, at embryon udvikler sig længere

Ifølge Mette Christine Jørgensen er studiet et godt ’proof of concept’-studie – altså et studie, hvor man viser, at noget kan lade sig gøre:

»Det er et bevis for, at det kan lade sig gøre, og det, synes jeg også, er rigtig flot. Men det er ikke fantastiske nye indsigter, vi får med lige det her studie,« siger hun.

Poul Hyttel er enig:

»Selv om det er et gennembrud, at de har haft succes med det her, og at de får embryonerne til at udvikle sig så længe, så lever de ikke længe nok til, at vi faktisk kan se, hvorledes de menneskelige stamceller engagerer sig i udviklingen af fosterets forskellige celletyper og organer, hvilket er et utrolig spændende spørgsmål« siger han.

Læs også: Kinas fejlslåede eksperiment viser, at vi ikke er klar til genmanipulation af menneskefostre

Hvornår er embryon for meget menneske?

For at begynde at studere det vil det være nødvendigt, at de små embryoner overlever længere.

Det vil sandsynligvis kræve, at de sættes op i en livmoder på for eksempel en makakabe, og så begynder de etiske overvejelser for alvor at trænge sig på.

Det påpeger to etikforskere i en kommentar til studiet i Cell.

»Idéen om at blande humane og ikkehumane celler eller væv vil fremkalde stærke reaktioner hos mange,« skriver de to etikforskere, Henry Greely fra Stanford University og Nita Farahany fra Duke University.

Formentlig vil det af rent etiske årsager aldrig blive tilladt at lade embryonerne fortsætte med at udvikle sig for eksempel i en makakabes livmoder, vurderer Mette Christine Jørgensen.

Næste skridt for de amerikanske og kinesiske forskere handler da også langtfra om videreudvikling af de små embryoner. I stedet skal de udforske de forskellige signalveje og kommunikationen mellem abe- og menneskecellerne.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk

BRANCHENYT
Læs også