Mærsk-arving Robert Uggla om Vogelzangs exit: »Jeg vil gerne takke ham for hans lederskab og indsats«
Topchef Chris Vogelzang har mandag forladt Danske Bank efter at være mistænkt i en mulig sag om hvidvask i Holland.
Danske Banks topchef Chris Vogelzang har mandag noget uventet forladt direktørposten i landets største bank.
Planen var, at han skulle styre banken sikkert igennem tiden efter hvidvaskskandalen i Estland, men nu er den nu tidligere topchef selv mistænkt for at være indblandet i mulig hvidvask i Holland. Derfor er bankens risikochef, Carsten Egeriis, indtrådt til som ny mand i spidsen for banken.
En melding, der får Mærsk-arving Robert Uggla til at sende sin tak til Chris Vogelzang - og samtidig ønske Carsten Egeriis succes i sin nye rolle.
»Chris Vogelzang har bidraget stort til Danske Banks omstilling, og som aktionær vil jeg gerne takke ham for hans lederskab og indsats. Jeg ønsker Carsten Egeriis succes i sin nye rolle og med at bygge videre på det positive momentum, der er skabt af bankens mange dygtige medarbejdere,« skriver Robert Uggla, CEO i A.P. Møller Holding, i en skriftlig kommentar.
Gemmen snart 100 år har Mærsk-familien været storaktionær i Danske Bank, hvor familien nu har 20 pct. af banken gennem Mærsk-fondens investeringsselskab A.P. Møller Holding.
Robert Uggla har tidligere i år været ude med riven, når det kommer til reguleringen af danske banker og de konsekvenser, som det har.
Det skete, efter det i februar kom frem, at den tidligere Topdanmark-topchef Christian Sagild forlod Danske Banks bestyrelse som direkte konsekvens af Finanstilsynets regler om, hvad bestyrelsesmedlemmer i systemisk vigtige banker må og ikke må være involveret i.
»Danmark underminerer utilsigtet sin egen banksektor ved at gøre det sværere at tiltrække og fastholde talent. Industrien (bankindustrien, red.) har hårdt brug for at udvide talentpuljen med nye kompetencer og fremme forskellige tanker,« lød det på LinkedIn fra Robert Uggla.
I 2018 måtte Mærsk-familien ligeledes se den tidligere kronprins i Danske Bank Jacob Aarup-Andersen forlade banken.
Det skete, fordi han ikke kunne blive godkendt af Finanstilsynet som ny topchef i Danske Bank pga. manglende erfaring, hvilket førte til, at tilsynet trodsede bankens indstilling.
»Det hele er jo gået lidt hurtigt, men Finanstilsynet har tilkendegivet, at man forventer at kunne godkende Carsten Egeriis. Og med det signal har vi kunnet udnævne ham som adm. direktør i Danske Bank,« siger Karsten Dybvad.
Jacob Aarup-Andersen er i dag topchef i servicekoncernen ISS.