Simon Kollerup indbyder branchen til ændring af udskældt bookingregel
I dag kan landets spisesteder og værtshuse genåbne for indendørs servering, hvis gæster har bestilt bord 30 minutter før ankomst. Reglen har mødt hård kritik, og erhvervsministeren indkalder nu sektoren til møde om en alternativ løsning.
Erhvervsminister Simon Kollerup er villig til at ændre den omdiskuterede regel om, at gæster skal bestille bord senest 30 minutter før ankomst til spisesteder og værtshuse, som genåbner i dag.
Men en ændring kræver ifølge ministeren, at der i stedet laves en alternativ løsning, som dæmper tilstrømningen af gæster.
Det skriver Simon Kollerup onsdag morgen i en mail til Finans. Netop i dag træder nye regler i kraft, så landets restauranter, caféer og værtshuse kan genoptage serveringen efter tvangslukning siden december som led i corona-restriktioner.
Oprindelig var det meningen, at der den 21. april udelukkende skulle genåbnes for udendørs servering, men en politisk aftale fra den forløbne uge fremrykkede også muligheden for indendørs servering. Det under krav om bl.a. coronapas for gæster, arealkrav samt bordbestilling på forhånd.
Bordbestillingen er i udmøntningen af aftalen fra Erhvervsministeriet blevet til en regel om, at der skal bestilles bord senest 30 minutter før ankomst.
Netop dét har ført til hård kritik fra restaurationsbranchen samt en række partier. Flere aktører - bl.a. store burgerkæder - har i den anledning meddelt, at de derfor ikke genåbner for indendørs servering, da det er for svært at administrere.
Men hvis vi skal ændre kravet om tidsbestilling, er det en forudsætning, at vi erstatter det med en anden dæmpende effekt.Simon Kollerup (S), erhvervsminister
Erhvervsministeriet har derfor nu indkaldt branchens parter til et nyt møde om reglen. Forud for det skriver erhvervsminister Simon Kollerup i en mail, at han er klar til sammen med sektoren at finde en anden løsning.
»Jeg forstår godt, at både restauranter og gæster helst vil være foruden krav og restriktioner, når de skal ud at spise eller drikke en øl. Sådan tror jeg, at vi alle har det. Men meldingen fra sundhedsmyndighederne er, at vi i den nuværende situation ikke bare kan åbne helt op for indendørsservering uden begrænsninger,« skriver Simon Kollerup.
Han påpeger samtidig, at der er mange ønsker og hensyn i den aktuelle situation. Simon Kollerup skriver:
»Derfor går vi i dialog med branchen om, hvad en alternativ løsning kunne være, så vi stadig går kontrolleret frem. Men hvis vi skal ændre kravet om tidsbestilling, er det en forudsætning, at vi erstatter det med en anden dæmpende effekt. Ellers går det ikke at fremrykke åbningen for indendørs servering.«
Hverken Simon Kollerup eller Erhvervsministeriet uddyber aktuelt, hvilke tiltag der kan komme i spil. I den seneste politiske aftale om genåbning er der dog specifikt aftalt arealkrav for spise- og udskænkningssteder, som begrænser antallet af gæster.
Der skal være 2 kvadratmeter (kvm) pr. gæst ved siddende servering og 4 kvm ellers. Ved f.eks. at hæve disse arealkrav kan tilstrømningen begrænses yderligere.


