Roche leverer lidt bedre end ventet salg i første kvartal
Den schweiziske medicinalgigant Roche har leveret et bedre end ventet salg i første kvartal, hvor blandt andet salget af diagnostikudstyr samt blødermedikamentet Hemlibra overrasker positivt.
Det fremgår af handelsopdateringen for første kvartal.
Salget er i første kvartal landet på 14,93 mia. schweizerfranc, hvilket er lidt over analytikerprognosen på 14,85 mia. schweizerfranc.
Salget af diagnostikudstyr steg med 55 pct. til 4,33 mia. schweizerfranc, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde sat næsen op efter 4,14 mia. schweizerfranc.
Væksten i diagnostikdivisionen er drevet af selskabets omfattende portefølje af covid-19-test.
Til gengæld blev det til et fald på 9 pct. i salget i medicinaldivisionen til 10,6 mia. schweizerfranc, hvilket skuffer markant i forhold til analytikerprognosen på 11,21 mia. schweizerfranc.
Roches blødermiddel, Hemlibra, der konkurrerer med Novoseven fra danske Novo Nordisk, solgte for 661 mio. schweizerfranc i første kvartal, hvor analytikerne ventede 644,1 mio. schweizerfranc.
For 2021 venter Roche ydeligere vækst i salget af Hemlibra.
/ritzau/FINANS