Svinkløv Badehotel sejrer igen og leverer overskud i en svær tid
Svinkløv Badehotel er ikke blevet slået omkuld af coronakrisen, tværtimod. Fredag åbner det ikoniske badehotel endnu en gang for en ny sæson.
Meget kunne tyde på, at det gamle badehotel i Jammerbugten er uovervindeligt.
For fem år siden brændte Svinkløv Badehotel ned til grunden, men det rejste sig igen. Nu viser badehotellets forpagtere igen deres overskud og leverer i en svær tid, trods coronakrisen, et fornuftigt regnskab.
Nedlukninger og restriktioner har kun i et meget lille omfang stået i vejen for driften, og det er der flere grunde til.
Badehotellet holder kun åbent i sommerperioden og undgik derfor næsten at blive ramt af nedlukningerne.
»Vi var heldige at ramme den lomme, som gjorde, at vi måtte holde åbent. Samtidig blev det i 2020 mere end nogensinde populært at tage til Vestkysten og ud under åben himmel. Vi har hverken wifi eller minibar, men naturen har vi,« siger adm. direktør i Svinkløv A/S og kok Kenneth Toft-Hansen.
Badehotellet råder desuden over mange kvadratmeter, hvilket gjorde det overkommeligt at imødekomme coronakravene, fortæller Kenneth Toft-Hansen.
»Op til en sæson har vi godt 60 sæsonmedarbejdere på hotellet, og dem kan vi ikke bare stampe op af jorden. Da sæsonen sidste år blev udskudt, stod vi stadig og skulle betale løn. Vi fik derfor også en smule kompensation til løn og faste omkostninger i starten,« siger Kenneth Toft-Hansen.
Trods et overskud på 600.000 kr. er badehotellets egenkapital svundet ind. Men det er der en god grund til, som formentlig vil gavne badehotellets gæster.
»Vi har blandt andet købt noget køl til en vinkælder, og så har vi investeret i et skinkerum, så vi nu kan producere vores eget pålæg,« siger Kenneth Toft-Hansen.
For få år tilbage blev en uventet og altopslugende brand en del af badehotellets historie.
Natten til den 26. september 2016 blev badehotellet fanget af tårnhøje, utæmmede flammer, som spejlede sig i Vesterhavets barske bølger.
En fejl i en tørretumbler på badehotellet antændte en brand, der hurtigt tog om sig. Alle 70 gæster slap ud, men Danmarks længste træhus brændte ned til grunden.
Med hjælp fra blandt andet Praksis Arkitekter og Realdania blev det ikoniske træhus genopført. I maj 2019 kunne forpagter- og ægteparret Louise og Kenneth Toft-Hansen igen byde deres mange trofaste gæster velkommen.
Om få dage åbner badehotellet for en ny sæson. Oprindeligt skulle det ske den 6. maj, men nu hvor genåbningen er fremrykket, åbner de grå trædøre allerede fredag. Til den tid kan gæsterne forvente, at det meste er som det plejer.
»Ligesom sidste år er vores morgenbuffet erstattet med en bakkeservering, men derudover er der ikke de store ændringer,« siger Kenneth Toft Hansen.
Badehotellet er godt booket i løbet af den kommende sæson, men der er stadig få ledige pladser. For at nå det hele løber Svinkløv-familien ekstra hurtigt i disse dage. En ting er dog helt sikkert.
»Vi bliver helt klar til på fredag.«