Erhverv

Reklamer og flere kunder hos Play skæpper i kassen hos TV2

TV2 kommer ud af første kvartal med et overskud på 96 millioner kroner mod et underskud på 21 millioner kroner i samme periode sidste år. Foto: Jens Dresling

Flere kunder hos TV2 Play og højere reklameindtægter har sikret overskud hos TV2.

TV2's omsætning er i årets første tre måneder steget med knap ti procent til 851 millioner kroner sammenlignet med samme periode sidste år.

Den højere omsætning har medvirket til, at TV2 har tjent 96 millioner kroner mod et underskud på 21 millioner kroner i samme periode sidste år. Det viser TV2's regnskab for første kvartal.

Fremgangen skyldes blandt andet, at der er blevet set mere tv under nedlukningen, og det har betydet, at TV2 har kunnet tage flere penge for at sende reklamer.

TV2 forventer dog, at der vil blive set mindre tv, i takt med at Danmark åbner mere og mere op.

Samtidig får TV2 flere penge ind fra streamingtjenesten TV2 Play, mens der til gengæld er faldende indtægter fra de normale tv-pakker, som flere og flere forbrugere helt vælger fra.

Ud over en bedre indtjening fra selve driften af tv-stationen, har TV2 også nydt godt af en bedre periode på de finansielle markeder, hvor en del af tv-stationens penge bliver investeret.

I første kvartal sidste år tabte TV2 på sine investeringer, da finansmarkederne var i chok under den første bølge af coronasmitte og nedlukninger verden over.

I år har det omvendt været et positivt afkast, og det har trukket op i resultatet.

BRANCHENYT
Læs også