Medie: Johnson & Johnson-vaccine har link til flere blodpropper
Det amerikanske selskab Johnson & Johnsons coronavaccine bliver nu ifølge Bloomberg linket sammen med flere tilfælde af blodpropper.
Johnson & Johnsons coronavaccine får nu yderligere negativ opmærksomhed.
Det sker, fordi vaccinen nu bliver linket til mere end dobbelt så mange tilfælde af de sjældne blodpropper som det antal, der fik USA til at pause brugen af vaccinen.
Ifølge mediet viser det sig nemlig nu, at vaccinen kan relateres til 15 tilfælde af de sjældne blodpropper, hvilket altså er mere end dobbelt så mange som de seks tilfælde, der fik USA til at sætte vaccinen i bero.
Af de 15 er tre patienter døde, syv er indlagt på hospitalet, mens fem er udskrevet.
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at de 15 tilfælde skal holdes op imod, at mere end 8 mio. amerikanere har fået vaccinen.
Alle 15 tilfælde er observeret i kvinder, og det er værd at bemærke, at de 13 af tilfældene er opstået hos kvinder under 50 år.
Tidligere på ugen kom det frem, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fandt en mulig sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne tilfælde af blodpropper.
Det anbefales derfor, at risikoen bliver tilføjet til produktbeskrivelsen. Det fastholdes dog, at fordelene ved vaccinen opvejer risikoen.
EMA har også fastholdt den holdning til vaccinen fra britisk-svenske AstraZeneca. En holdning, der bliver delt af Sundhedsstyrelsen i Danmark, men som dog alligevel har fået Danmark til at fjerne vaccinen fra vaccinationsprogrammet.
Danmark har blandt alle verdens vacciner købt suverænt flest fra netop Johnson & Johnson, i alt 8,2 mio. doser, men indtil videre er der ikke truffet nogen beslutning om, at denne vaccine eventuelt også skal udgå af vaccinationsprogrammet som følge af de føromtalte blodpropper.
Johnson & Johnson-vaccinen har den store fordel, at man kun behøver ét skud og ikke to for at være færdigvaccineret.


