Erhverv

USA-eksperter anbefaler at genoptage brug af J&J-vaccine

Foto: PR/Johnson & Johnson

USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) anbefaler at genoptage brugen af vaccinen fra Johnson & Johnson, der har været sat i bero.

Det skrev nyhedsbureauet Reuters sent fredag.

Beslutningen er taget efter et møde i CDC fredag, hvor eksperter har drøftet brugen af vaccinen, der blev sat på pause, da der kom meldinger om flere alvorlige tilfælde af sjældne blodpropper efter vaccination.

Ti stemte for at anbefale en genoptagning, mens fire stemte imod. Én ekspert undlod at stemme.

- Fordelene opvejer helt klart risiciene fra et befolkningsmæssigt og individuelt perspektiv, siger professor Beth Bell, der sidder med i den ekspertgruppe, der rådgiver CDC, ifølge Reuters.

- Det er en ny risiko. Det er ganske vist en meget lille risiko, og den er meget mindre end mange andre risici, som vi vælger at tage hver dag, siger hun.

Ifølge CNN har det amerikanske lægemiddelagentur (FDA) besluttet, at indlægssedlen i vaccinedoserne skal opdateres, så det fremgår, at kvinder under 50 år skal være opmærksomme på de sjældne blodpropper.

Det var 13. april, at USA indstillede brugen af vaccinen, der allerede er givet til millioner af amerikanere. Det skyldtes få tilfælde af sjældne blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader.

Indtil fredag havde der været meldinger om i alt otte tilfælde af de sjældne bivirkninger, men fredag skrev Bloomberg, at Johnson & Johnson-vaccinen i alt kædes sammen med 15 tilfælde.

Det er dermed mere end dobbelt så mange tilfælde, som fik USA til at sætte vaccinen i bero. 13 af de 15 tilfælde er alle knyttet til kvinder under 50 år, skrev det amerikanske medie.

Tilfældene fik også Johnson & Johnson til at sætte udrulningen af vaccinen i bero i Europa.

Tirsdag kunne selskabet så fortælle, at den genoptager udrulningen. På samme tid fortalte den ledende statsepidemiolog Anthony Fauci, at han ventede en genoptagelse af vaccinen i en eller anden form i USA, hvilket nu ser ud til at blive tilfældet.

Tirsdag meddelte Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), at der er en mulig sammenhæng mellem Johnson & Johnsons vaccine mod covid-19 og de sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader.

Herhjemme vil Sundhedsstyrelsen bruge de forskellige konklusioner i overvejelserne om, hvorvidt vaccinen skal bruges i det danske vaccinationsprogram.

Læs også