Erhverv

Google indgår samarbejde med jobportalerne Ofir, Jobdanmark, Move On Career og Graduateland

Den amerikanske IT-gigant indgår et samarbejde med fire danske jobportaler og lancerer i løbet af få dage en ny funktion til gavn for jobsøgende.

Google er én af de største virksomheder på verdensplan og havde i 2020 et overskud på 249 mia. kr. Foto: Clodagh Kilcoyne.

Inden for få dage vil danskerne have mulighed for at benytte et nyt redskab til jobsøgningen.

Den amerikanske software- og IT-gigant Google har indgået et samarbejde med fire af landets jobportaler i form af Ofir, JobDanmark, Move On Career og Graduateland.

En ny funktion på Google skal gøre det lettere for den arbejdssøgende at finde relevante stillingsopslag fra de fire danske aktører, og fremadrettet kan danskerne altså søge efter nye stillinger på samme måde, som de vil søge enhver anden information på Google.

Aftalen glæder Christine Sørensen, politisk chef for Google i Danmark:

»Med det nye redskab håber vi at kunne gøre danskernes jobsøgning så enkel som mulig. Det er en ambition, vi deler med alle partnerne. De fire stærke partnere giver et meget bredt udvalg af chancer, sådan at både nyuddannede og folk med stor arbejdserfaring får lettere ved finde en relevant jobmulighed fremover,« siger hun i en pressemeddelelse.

Selve jobopslagene vil stadig lægge hos de enkelte hjemmesider, som Google vil henvise til, når danskerne søger efter ledige stillinger på søgeportalen.

Samarbejdet med Google glæder også Karsten Vikke Jensen, adm. direktør for Ofir, der udover traditionel jobannoncering har specialiseret sig i at bruge medier som Facebook og LinkedIn for Ofirs kunder. Her bliver Google endnu et medie i Ofirs portefølje.

»Vi forventer, at samarbejdet vil have en positiv kommerciel effekt på os og øge trafikken på vores side. Google er gode til at levere resultater, og det er vi også. Vi ved, at Google kan levere resultater for en jobsøger, der er bedre end mange jobportaler, og derfor giver samarbejdet god mening.«

JobIndex, der er Danmarks største aktør på markedet, indgår ikke i firkløveren af samarbejdspartnere for Google, og det er interessant. Karsten Vikke Jensen håber, at det betyder, at Ofir kan tage markedsandele på konkurrenten.

»Forbliver JobIndex udenfor, kan vi bestemt drage nytte af det.«

Google har tidligere været i modvind, efter EU tildelte virksomheden en bøde på 18 mia. kr. for misbrug af Googles dominerende stilling i forbindelse med tjenesten Google Shopping.

I november 2020 klagede 165 europæiske websites og organisationer, herunder Jobindex og Danske Medier, desuden til EU og dens danske konkurrencekommisær Margrethe Vestager over Google for at misbruge sin dominerende position indenfor internetsøgning til at fremhæve Googles egne tjenester.

Det amerikanske selskab Alphabet, der ejer Google og Youtube, kom ud af 2020 med et overskud på 249 mia. kr. Det er det bedste resultat i 11 år, selvom året bød på den laveste vækst i omsætningen siden finanskrisen. Til gengæld hentede Alphabet 80 pct. af sine indtægter fra reklamekroner på primært Gmail og YouTube.

BRANCHENYT
Læs også