Fortsæt til indhold

Scandic Hotels' corona-nedtur fortsætter ind i 2021

Selskabet har set sig nødsaget til at sælge konvertible obligationer for at hjælpe på likviditeten.

Hotel Scandic har 27 hoteller i Danmark, og er dermed landets største hotelkæde. Foto: POLFOTO/Jens Dresling
Erhverv

Nordens største hotelkæde har været vidne til endnu et kvartal i pandemiens tegn, og regnskabet er derefter.

Scandic Hotels modtog i alt 180 mio. kr. i statsstøtte gennem januar, februar og marts, men endte alligevel med et driftsresultat på minus 565 mio. kr.

»Altoverskyggende er det, at efterspørgslen i storbyer blev påvirket af fraværende forretningsrejsende,« skriver Scandic Hotels’ adm. koncerndirektør, Jens Mathiesen, som tidligere var adm. direktør for selskabets danske afdeling.

Han fremlægger manglen på forretningsrejsende i kombination med den ikke-eksisterende underholdningsindustri og lukkede restauranter som den primære årsag til det negative resultat.

Driftsresultatet på minus 565 mio. kr. er en nedgang i forhold til sidste års første kvartal, hvor kæden endte med et resultat på minus 127 mio. kr. Tilsvarende faldt selskabets omsætning fra 2,4 mia. kr. til 679 mio. kr.

Scandic Hotels forventer, at sommeren i år vil blive bedre end i 2020. I juli sidste år havde kædens hoteller en belægningsprocent på lidt over 40.

»I takt med at folk bliver vaccineret, er det nærliggende at tro, at restriktioner løftes. Spørgsmålet er, hvordan og hvornår det sker. Det er svært at sige, men vi føler os sikre på, at vi vil se en betydelig forbedring,« siger Henrik Vikström, direktør for investorrelationer.

Scandic Hotels udstedte i slutningen af marts i år konvertible obligationer til en samlet værdi af 1,17 mia. kr. Selskabet havde før denne manøvre 620 mio. kr. i likvide beholdninger.

»Det var vigtigt. Vi blev nødt til at styrke vores likviditet. Så længe belægningen er så lav, har vi negative pengestrømme. På den ene eller anden måde blev vi nødt til at gøre noget,« siger Henrik Vikström.

Hotelkædens aktiekurs dykkede markant omkring den 20. marts sidste år, da krisen for alvor satte ind. Flere lande indførte restriktioner, og det blev anbefalet ikke at rejse. Scandic Hotels-aktien handles stadig i dag til en pris, som er under halvt så høj som før coronakrisen.

»Det har været en forfærdelig krise, men vi har nedsat vores omkostninger betydeligt i løbet af krisen. Så vi tror på, at vi kan generere højere profitmarginer, end vi gjorde før krisen. Vi kommer ud af krisen som et mere strømlinet selskab,« siger Henrik Vikström.

Scandic Hotels har 27 hoteller i Danmark, hvoraf 19 blev midlertidigt lukket i december. Selskabet meddelte desuden i september sidste år, at det havde afskediget 170 medarbejdere i Danmark.

Artiklens emner
Hotel og restaurant
Scandic Hotels Group