Fortsæt til indhold

Bagmandspolitiet dropper sigtelser mod tidligere Danske Bank-topchefer

Tre af Danske Banks tidligere chefer undslipper bagmandspolitiet, der nu dropper sigtelserne for overtrædelse af hvidvasklovgivningen, skriver Børsen.

Erhverv

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, også kaldet bagmandspolitiet, har frafaldet sigtelserne mod tre af Danske Banks tidligere direktører, herunder tidligere topchef Thomas F. Borgen.

Det skriver Børsen. Alle tre parter har bekræftet over for mediet, at sigtelserne er droppet.

Ud over Thomas F. Borgen gælder det tidligere økonomidirektør Henrik Ramlau-Hansen og Lars Stensgaard Mørch, der er hhv. tidligere bankdirektør og chef for business banking.

Over for TV 2 bekræfter fungerende statsadvokat i SØIK Per Fiig beslutningen.

»Det er SØIK’s samlede juridiske vurdering, at der ikke er beviser for, at nogen enkeltpersoner har udvist uagtsomhed i sådan en grad, at den kan karakteriseres som grov, og at de dermed har overtrådt lovgivningen,« skriver han i en mail til mediet.

Per Fiig understreger, at Danske Bank fortsat efterforskes for at have overtrådt lovgivningen om hvidvask.

I 2019 sigtede bagmandspolitiet ni ledende medarbejdere i Danske Bank for muligt strafansvar i forbindelse med bankens hvidvaskskandale. Sigtelsen mod seks af de ni medarbejdere blev frafaldet i januar, men nu har SØIK altså også opgivet sigtelsen mod de sidste tre, fordi der ikke er grundlag for at rejse tiltale for muligt strafansvar for Danske Banks manglende overholdelse af lovgivningen til bekæmpelse af hvidvask. I maj sidste år indstillede SØIK også efterforskningen af bankens revisor, EY.

Berlingske Tidende begyndte i 2017 at optrevle sagen om, hvordan der igennem en årrække var gået mistænkelige beløb i milliardklassen gennem Danske Banks filial i Estland.

I 2019 offentliggjorde banken en stor hvidvaskrapport, lavet af advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som fastslog, at der fra 2007 til 2015 var strømmet 1.500 mia. kr. i mistænkelige transaktioner igennem den estiske filial.

Thomas F. Borgen er dog ikke gået helt fri for retssager. I sidste uge skrev Børsen, at den amerikanske stat har anlagt en erstatningssag ved de danske domstole mod Danske Bank og Thomas F. Borgen. Derudover har konsulenthuset Deminor på vegne af 155 institutionelle investorer sagsøgt Thomas F. Borgen for 2,7 mia. kr.