Erhverv

Simon Kollerup er kaldt i samråd efter opgør med bankernes negative renter

Liberal Alliance har kaldt erhvervsministeren i samråd efter hans angreb på bankerne og deres negative renter på indlån.

Erhvervsminister Simon Kollerup har den seneste uge været heftigt kritiseret for sit angreb på bankerne. Nu kalder Alex Vanopslagh (LA) ham i samråd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh har kaldt erhvervsminister Simon Kollerup i samråd efter ministerens hårde angreb på bankerne og deres negative renter på indlån, som han kom med på Facebook tirsdag morgen.

Alex Vanopslagh fortæller til Berlingske, at han håber, at Simon Kollerup vil trække sin kritik i land, da det ifølge LA-lederen er »et tegn på uvidenhed« og urimeligt af ministeren at skælde bankerne ud for at følge Nationalbankens renteniveau.

»Helt overordnet har jeg været noget rystet over, at bankerne får skæld ud over, at de følger de lave renter i Nationalbanken. Det er ikke ministerens opgave, og så var Lars Rohde ude og sige, at ministeren skal klappe i,« siger Alex Vanopslagh.

Det var tirsdag i sidste uge, at erhvervsministeren rettede det hårde angreb mod bankerne efter en uge, hvor både Nordea og Danske Bank meldte ud, at de til sommer vil sænke renteloftet til 100.000 kr. Det betyder, at hvis kunderne har mere end 100.000 kr. stående, vil de blive mødt af negative renter.

Bankernes renter er en sag mellem dem og deres kunder.

Lars Rohde, Nationalbankens direktør

Samme grænse er allerede at finde i bl.a. Jyske Bank, Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Spar Nord.

»Grænsen for negative renter i banken er nået. Jeg mener, at det skal stoppe nu. Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere,« skrev Simon Kollerup ved den lejlighed.

Den kommentar fik efterfølgende heftig kritik fra brancheorganisationen Finans Danmark, og søndag fulgte Nationalbankens direktør Lars Rohde trop i en pressemeddelelse.

»Bankernes renter er en sag mellem dem og deres kunder. Det er op til bankerne selv at fastlægge en fornuftig grænse for negativ forrentning af indlån, som tager hensyn til, at kunderne bruger indlånskonti til at foretage dagligdags betalinger,« siger Lars Rohde.

Danmark var det første land, der indførte negative pengepolitiske renter i 2012. Siden har Schweiz, Sverige, Japan og euroområdet fulgt efter.

Nationalbanken sænkede de pengepolitiske renter med henblik på at opretholde den faste kurs på den danske krone over for euroen.

Den negative rente i mange banker er i øjeblikket på minus 0,6 pct for indlån over 100.000 kroner.

BRANCHENYT
Læs også