Erhverv

Rekordår: Købmandsfonden KFI præsenterer historisk resultat

Købmandsfonden KFI Erhvervsdrivende Fond fortsatte den positive udvikling i 2020. Det gav et årsresultat på 294 mio. kr.

Terje List har tidligere været direktør i Matas i 17 år. Foto: Thomas Emil Sørensen

Købmandsfonden KFI Erhvervsdrivende Fond kommer ud af 2020 i en fortsat positiv fremgang.

Det bekræfter årets regnskab, der onsdag viste et resultat på 294 mio. kr. Det er en stigning på knap 37 pct. i forhold til 2019, hvor resultatet lød på 215 mio. kr.

I regnskabsåret 2020 uddelte fonden 146 mio. kr. til den frie købmandssektor. Det er ligeledes det højeste beløb i fondens historie og en stigning på 27 pct. i forhold til 2019, der ligeledes var et rekordår. Fra 2014 og frem til udgangen af 2020 har KFI uddelt mere end 550 mio. kr.

Resultatet glæder Terje List, adm. direktør i KFI.

»Rekordresultatet er baseret på en effektiv administration, drift og udvikling af vores ejendomme samt en positiv regulering af værdien af ejendomsporteføljen. Samtidig oplevede vi en positiv resultatudvikling hos de associerede virksomheder og et positivt afkast fra værdipapirerne. Resultatet er således skabt i alle dele af virksomhedens forretningsområder,« siger han i en pressemeddelelse.

Mio. kr. 2020 2019
Omsætning 469 472
Driftsresultat efter regulering 295 240
Resultat før skat 355 278
Årets resultat 294 215

Under coronanedlukningen har KFI forsøgt at understøtte købmænd, deres kunder og de lokalsamfund, hvor købmændsbutikkerne er placeret.

Det har blandt andet været et hovedfokus at skabe trygge og sikre butikkerne for kunderne og de ansatte, og derfor er uddelingen blandt andet gået til plexiglasskærme og spritdispensere. Samtidig har en del af uddelingen haft til formål at skabe muligheden for, at kunder i risikogruppen kunne bestille varer online.

Derudover er en stor del af pengene gået til modernisering, ombygning og udvidelse af butikker samt efteruddannelse af købmænd.

Terje List har vanskeligt ved at vurdere de langsigtede økonomiske konsekvenser af corona, men han forventer stadig, at 2021 vil byde på et solidt økonomisk resultat.

»Vi vil fortsætte vores strategi med fokus på robust indtjening og en uddelingsstrategi, der i størst mulig udstrækning styrker de frie købmænd i Danmark,« siger han og forventer en rekordstor uddelingsramme for uddelingsåret maj 2021 til maj 2022 på 225 mio. kr.

Læs også