Erhverv

Storbritannien og Frankrig sætter flåder ind i fiskeristrid ved kanaløen Jersey

Omkring 60 skibe fra Frankrig og Jersey protesterede mod fiskerettigheder efter brexit.

En fransk-britisk fiskestrid eskalerede torsdag den 6. maj, da Frankrig og Storbritannien sendte civile og militære flåder til Havnen i Saint Helier (i baggrunden) på øen Jersey i Den Engelske Kanal. 60 skibe protesterede mod fiskerettigheder i det britiske farvand efter brexit. Foto: Sameer Al-Doumy/AFP.

En ulmende uenighed om fiskerettigheder efter brexit eskalerede onsdag mellem Storbritannien og Frankrig hen over Den Engelske Kanal.

Storbritannien sendte torsdag to af søværnets skibe til kanaløen Jersey for at patruljere farvandet, hvor omkring 60 civile skibe fra Frankrig og Jersey siden torsdag morgen i protest blokerede øens havn. Frankrig sendte også to patruljeskibe mod øen torsdag, skriver BBC.

Fiskerne protesterede mod nye fiskerettigheder efter brexit. Kanaløen Jersey er ikke en del af Storbritannien, men den er indblandet i fiskeriopgøret mellem Storbritannien og Frankrig, fordi øen er underlagt den britiske krone, og Storbritannien har ansvaret for Jerseys udenrigspolitik. Jersey har knyttet en række betingelser til fisketilladelser – blandt andet bliver antallet af dage, hvor fiskerne kan fiske i områderne, begrænset. De nye betingelser er franskmændene uenige i.

»Målet er at vise vores utilfredshed med de restriktive regler, som indføres,« sagde Hugo Lehuby, arrangør af protesten og repræsentant for Normandiets regionale fiskeudvalg.

Restriktionerne i fiskeriområderne fik Frankrigs minister for det maritime, Annick Girardin, til at true med at slukke for strømmen til Jersey. Hun truede samtidig med at blokere for alle kommende EU-beslutninger om at give finansmarkeder i London adgang til det indre marked.

Torsdag mødtes repræsentanter for Jersey’s regering og ledere af den franske fiskeindustri for at løse uenighederne, og om eftermiddagen forlod franske både området.

BRANCHENYT
Læs også