Fortsæt til indhold

Blomsterkæde har forberedt sig i flere måneder til mors dag

Hos Interflora er mors dag 10-20 gange større end en normal dag. Særligt kreative tilbud er efterspurgt.

Søren Flemming Larsen er adm. direktør i blomsterkæden Interflora.
Erhverv
/ritzau/

Søndag er der tusindvis af mødre rundt i Danmark, der kan se frem til at få unikke blomsterbuketter.

Det sker i anledning af mors dag, som traditionelt er den travleste dag på året for blomsterkæden Interflora.

Ifølge Søren Flemming Larsen, administrerende direktør og partner i Interflora, er det især muligheden for at købe en såkaldt kreativ buket, der er efterspurgt på mors dag.

- Vi har buketter, der hedder floristens kreative valg, som de fleste af vores kunder vælger.

- Her lader man kreativiteten blomstre endnu mere, fortæller Søren Flemming Larsen.

Mors dag falder altid den anden søndag i maj, hvilket har været en tradition siden 1929. Mors dag er ofte synonymt med blomster eller andre gaver til mor.

Det mærker man tydeligt år efter år hos Interflora, som bruger flere måneder op til dagen på at forberede sig til den ekstra efterspørgsel.

- Dagen i dag er 10-20 gange større end en normal dag.

- Det er store tal, vi opererer med, og der er susende travlt ude i butikkerne, siger Søren Flemming Larsen.

Artiklens emner
Interflora
Søren Larsen Interflora