Fortsæt til indhold

Få penge tilbage for dine brugte sko hos nyt brand

Det er børnesko, som Pyk Copenhagen gerne vil modtage mod en voucher på 150 kr. Foto: Wikimedia Commons/Mstyslav Chernov
Erhverv

150 kroner lige ned i lommen. Det er, hvad det nystartede skobrand Pyk Copenhagen tilbyder, hvis du kommer ind med dine brugte børnesko. Det er lige meget, hvilket mærke og hvilken stand, skoene er i - det hele handler om at gøre op med overproduktionen.

»Vi køber for at smide væk og sætter ofte pris over kvalitet. Det belaster vores planet,« skriver Pyk Copenhagen på sin hjemmeside.

Derfor tager man her imod brugte børnesko, der enten gives til velgørenhed eller - hvis standen er for dårlig - bliver genbrugt som materiale.

Holdet bag brandet, Ulrik Schultz og Jessica Polland Larsen, kalder det for et cirkelsystem.

»Vi taler meget om tøjspild og madspild, men overproduktion af sko er et overset og utroligt stort problem. Vi producerer kun de sko, der bliver solgt, og vi gør det i bæredygtige materialer. Nu tager vi også imod gamle børnesko, så vi sørger for, at dit fodtøj indgår i en fuld bæredygtig cirkel,« siger Jessica Polland Larsen, kreativ direktør, til branchebladet Tøj.

Pyk Copenhagen blev stiftet i juni 2020 af adm. direktør Ulrik Schultz og Jessica Polland Larsen. Målet var at skabet et børneskobrand, hvor børn selv kan få lov at designe deres egne sko sammen med deres forældre. Tidligere har Ulrik Schultz også været direktør for skomærket Bonvita.