EU's nødlager af værnemidler står nu klar i Danmark
Danmark har på rekordtid etableret et af de første af EU's nødlagre af værnemidler, der skal hjælpe lande hårdt ramt af covid-19.
Et stort lager af værnemidler, der skal bruges i kampen mod den globale coronapandemi, står nu klar i Danmark.
Det oplyser Region Hovedstaden på sin hjemmeside.
Lageret indeholder allerede blandt andet millioner af kitler, og den kommende tid kommer yderligere millioner af andre værnemidler på lageret i Greve.
»Erfaringen i foråret 2020, hvor pandemien ramte, var, at alle europæiske lande i større eller mindre omfang oplevede mangel på værnemidler,« siger Lisbet Zilmer-Johns, direktør for Styrelsen for Forsyningssikkerhed.
Hun mener derfor, at det danske lager kommer til at løfte en vigtig opgave og bane vej for, at de europæiske lande kan hjælpe hinanden i kampen mod pandemien.
»Lageret skal gøre det muligt for de europæiske lande, der er presset og ikke kan låne af andre, at rette henvendelse til EU-Kommissionen og derigennem få lov at trække på disse nødlagre,« siger Lisbet Zilmer-Johns.
Styrelsen for Forsyningssikkerhed har i samarbejde med Region Hovedstaden fået etableret nødlageret. Region Hovedstaden skal stå for driften de kommende syv år.
Det er EU-Kommissionen, der råder over nødlagrene. Europæiske lande, der er hårdt ramt af sundhedskriser, kan anmode om hjælp gennem EU’s katastrofekoordinationscenter.
Lande som Italien, Litauen, Frankrig, Kroatien, Tjekkiet og Spanien har allerede modtaget værnemidler fra EU’s nødlagre.
Det danske nødlager er ifølge Region Hovedstaden etableret på rekordtid.
»At vi er nået hertil på den korte tid er samtidig en kæmpe anerkendelse – både af vores fagligt dygtige indkøbere, lagermedarbejdere og administrative stabe, som har knoklet for at gøre det her til virkelighed,« siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Det danske lager vil på sigt indeholde 6,3 millioner beskyttelseskitler, 1,1 million åndedrætsværn, 3,3 millioner ansigtsvisirer, 28,9 millioner mundbind og cirka 100 millioner beskyttelseshandsker.