Erhverv

Butikker skylder trods genåbning fortsat milliarder i husleje

Detailhandlens restancer til udlejere af butikker steg med 600 mio. kr. i april. Det selvom butikker på handelsgader måtte genåbne allerede i marts efter måneder med tvangslukning.

Detailhandlen har siden marts 2020 været præget af corona-pandemien og perioder med tvangslukning. Foto: Jesper Houborg

De danske butikker skyldte ved udgangen af april 2,8 mia. kr. i husleje. Det er 600 mio kr. mere end måneden før - og det næsthøjeste niveau siden marts 2020, da corona-pandemien ramte Danmark.

Tallene fremgår af en ny opgørelse fra EjendomDanmark, der er erhversorganisation for udlejere og ejendomsejere.

Udvalgsvarebutikkerne blev som led i corona-restriktioner tvangslukket for almindeligt salg i december. 1. marts kunne butikkerne på handelsgader genåbne, mens de tilsvarende butikker i stor- og indkøbscentre også kom med i løbet af april.

»Jeg havde håbet, at vi på dette tidspunkt ville begynde at se faldende restancer, efter at gadebutikkerne måtte genåbne i marts. Forhåbentlig slår det snart igennem,« udtaler adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark i en pressemeddelelse om status for restancerne.

Det fremgår af analysen, at detailhandlens butikker udgør 60 pct. af de samlede restancer for huslejere. Kontorsektoren tegner sig for 30 pct. og havde i april restancer for 1,3 mia. kr.

Med en samlet huslejerestancer for alle sektorer i erhvervslivet på 4,5 mia. kr. er der tale om det højeste niveau siden marts 2020.

»Selvom endnu en genåbning er ved at blive rullet ud, og det sandsynligvis vil hjælpe over de næste måneder, er udfordringerne ikke løst med et trylleslag,« udtaler Jannick Nytoft. Han fortsætter:

»Kompensationspakkerne er et plaster, der ikke dækker såret helt. Ejerne har også selv økonomiske forpligtelser, og derfor er henstand en midlertidig løsning. Nu skal vi sikre, at problemet også er midlertidigt, for ejendomsvirksomhederne kan ikke være banker permanent.«

Han peger på, at der bliver indgået mange aftaler lokalt mellem lejer og ejer om huslejen, da markedet og vilkårene har ændret sig i pandemien.

Flere af de større detailkæder har over for Finans peget på, at de har - eller er igang med at vurdere deres butiksnetværk. De ser nemlig i markedet muligheder for de stærke om ekspansion og nye,samt større lejemål til ændret - lavere - pris.

BRANCHENYT
Læs også