Novo Nordisk vil genanvende millioner af brugte insulinpenne
På tre måneder er der indsamlet 14.000 insulinpenne. Novo Nordisk undersøger, om de kan genanvendes.
Medicinalvirksomheden Novo Nordisk undersøger nu muligheden for at genanvende brugte insulinpenne.
- Vi producerer årligt over 700 millioner insulinpenne til brug for mennesker med diabetes.
- Vi er interesseret i at sikre, at de belaster miljøet så lidt som muligt, siger landechef i Novo Nordisk Danmark Kasper Bødker Mejlvang.
En person med diabetes bruger en insulinpen til at injicere insulin og på den måde regulere blodsukkeret.
Indtil nu er insulinpenne typisk blevet kasseret efter brug og forbrændt ligesom andet affald.
Men det kan måske snart være fortid.
Novo Nordisk har igangsat en forsøgsordning i tre kommuner - København, Aarhus og Kolding.
Her har brugere af insulinpenne siden 1. december 2020 kunnet aflevere brugte penne på 66 apoteker.
På tre måneder er der indsamlet 368 kilo insulinpenne - svarende til næsten 14.000 stk - i de tre kommuner.
- Vi er utroligt glade for den respons, vi har fået. Der er virkelig stor opbakning, siger Kasper Bødker Mejlvang.
En insulinpen består af både glas, metal og plastik, og når den er brugt, klassificeres den som medicinsk affald.
- Udfordringen er, at insulinpenne består af forskellige delkomponenter, der skal skilles ad.
- Udover at de skal indsamles på sikker vis - det er medicinsk affald, og det er der en masse krav til - så skal de skilles ad på en måde, så man tager hver fraktion og laver om til noget brugbart i andre produkter.
- Og det er vi i gang med at undersøge mulighederne for at gøre, siger Kasper Bødker Mejlvang.
Og perspektiverne er ifølge landechefen store, hvis det viser sig muligt at genanvende materialerne.
- I Danmark har vi jo heldigvis et godt system, hvor insulinpenne bliver sendt til afbrænding og brugt som varme.
- Men det er ikke tilfældet i alle lande. Så vi er interesseret i at finde en løsning, der er mere cirkulær, og som på sigt kan bruges i hele verden, siger Kasper Bødker Mejlvang.
Novo Nordisk samarbejder om projektet med Danmarks Apotekerforening, Diabetesforeningen, Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Kolding Kommune.
Frem til 30. august kan man aflevere brugte insulinpenne på apotekerne i de tre kommuner, hvorefter ordningen skal evalueres.
/ritzau/