Dårligt nyt for SAS: Lavprisselskab vil tredoble trafikken i Norge
Wizz Air har store planer for det norske marked, hvor målet er at nå seks mio. passagerer på få år. Offensiven vil forstærke konkurrencen.
Det ungarske lavprisselskab Wizz Air vil tredoble trafikken i Norge i løbet af få år. Målet er et nå op på seks mio. rejsende på de norske indenrigsruter og på internationale flyvninger. En så markant vækst vil yderligere øge konkurrencen på det norske marked, som er blandt de allervigtigste for SAS.
De markante ambitioner fremgår af et notat, som Wizz Air har sendt til regeringen, hvor selskabet redegør for, hvordan de vil bidrage til øget turisme i landet. Det skriver det norske medie e24.no.
Lavprisselskabet har gennem flere år øget antallet af internationale ruter til og fra Norge. I efteråret 2020 lancerede Wizz Air åbningen af 15 indenrigsruter i Norge. Planen er, at man vil øge kapaciteten både på indenrigstrafikken og den internationale trafik.
Wizz Airs koncernchef Jozsef Varadi varsler, at selskabet vil åbne internationale ruter fra bl. a. Tromsø i det nordlige Norge, som kan skaffe mange turister til området.
Den aggressive udmelding fra Wizz Air vil forstærke konkurrencen i Norge, hvor der allerede er hård kamp om kunderne. Et nyt flyselskab med navnet Flyr har hentet 600 mio. kr. i kapital på børsen i Oslo og går på vingerne med de første indenrigsflyvninger med udgangen af juni. Selskabet Widerøe er allerede etableret på de regionale ruter,
Norwegian er i mål med sin redningsplan, der betyder, at selskabet vil satse på det norske og det skandinaviske marked samt på udvalgte ruter i Europa. Samtidig er Norge et af de allervigtigste markeder for SAS, der nu kan se frem til øget konkurrence.
Eksperter vurderer, at det norske marked bliver et konkurrencemæssigt blodbad, når covid 19 slipper sit tag.
Netop pandemien har medført, at Wizz Air har skåret kraftigt ned på kapaciteten, fordi der er for få passagerer. Men Jozsef Varadi fastholder, at man vil bygge videre på de store investeringer, man allerede har foretaget i Norge.
Wizz Airs offensiv i Norge er kontroversiel, fordi selskabet ikke har fagforeninger og ikke følger de norske løntariffer. Ti norske kommuner har således vedtaget, at de ikke vil benytte Wizz Air, så længe selskabet ikke respekterer arbejdernes rettigheder. Også en række organisationer boykotter Wizz Air.
Flyselskabet fastholder, at man anerkender arbejdernes ret til at organisere sig, og at man følger alle regler.