Trods milliarddyk i salg: Q8 har største overskud i ti år
Det har vist sig gavnligt for tankkæden Q8 at indføre en sparerunde i marts sidste år. Nu kan virksomheden nemlig præsentere et historisk godt resultat trods et kæmpe styrtdyk i salget.
Hele 2020 har i høj grad været præget af hjemsendelser og hjemmearbejdspladser - og altså derfor ikke meget brug for bil og andre transportmidler, og heraf heller ikke diesel og benzin. Det har kunne mærkes hos tankstationer i hele landet.
Q8, der har mere end 200 tankstationer rundt om i Danmark, har oplevet et kæmpe dyk i salget gennem 2020, fremgår det af kædens seneste regnskab. I regnskabsåret 19/20 havde Q8 en omsætning på mere end 5 mia. kr., mens man i seneste regnskabsår, 20/21, kun har omsat for 3,8 mia. kr.
Trods milliarddykket i salg, har man hos virksomheden alligevel formået at holde sig ovenvande og kan faktisk præsentere det bedste resultat i 10 år. Regnskabet viser, at Q8 går ud af det skæve regnskabsår med et overskud på 182,5 mio. kr. Det er næsten 300 pct. højere end året inden, hvor overskuddet lød på små 48 mio. kr.
Sidst Q8 havde et overskud i den klasse var tilbage i regnskabsåret 10/11, hvor man havde et overskud på 218,6 mio. kr. efter skat.
Årsagen til det historisk høje resultat er bl.a. at man hos Q8 har gennemført et besparelsesprogram gennem hele regnskabsåret, og også at man har haft et forbedret dækningsbidrag på salg af olieprodukter, fremgår det af regnskabsberetningen.

