Russisk oliemilliardær bliver Storbritanniens rigeste mand med svimlende milliardindtjening
I Storbritannien bliver de rige rigere, og nu er en russisk oliemilliardær altså strøget ind på toppen af listen over landets rigeste personer.
I mange år har James Dyson, skaberen af støvsugeimperiet Dyson Ltd., været kronet som Storbritanniens rigeste mand - men nu er han blevet væltet af tronen. Med en formue, der på under et år er vokset med mere end 62 mia. kr., er 63-årige Leonard Blavatnik netop strøget ind på toppen af listen.
Det skriver BBC.
Ukrainsk-fødte Leonard Blavatnik er både engelsk og amerikansk statsborger, men han startede sin vej mod milliarderne i Rusland. Her storinvesterede han i aktier i olie- og metalvirksomheder, der udmøntede sig i milliarder af kroner.
I 2011 købte han musikselskabet Warner Music for svimlende 20 mia. kr., og det har sidenhen vist sig at være en særdeles indtjenende forretning.
Leonard Blavatniks personlige formue steg sidste år til tæt på 200 mia. kr., hvilket altså har placeret ham på toppen af listen over Storbritanniens rigeste personer. Ifølge BBC, bliver de rige kun rigere, og der er nu omkring 171 mangemilliardærer i landet, som i alt har en samlet formue på mere end 5000 mia. kr.
Lige i hælene på oliemilliardæren kommer brødrene David og Simon Reuben, der er kendt for at investere stort i ejendomme rundt om i Storbritannien.