»Stærkt påvirket«: Apcoa må sluge første underskud nogensinde i Danmark
Danmarks største privatejede parkeringsselskab plejer at være en indbringende forretning. Det var det ikke i 2020, og måske bliver resultatet værre i 2021.
Danmarks største privatejede parkeringsselskab Apcoa fik sig en coronalussing i 2020.
Efter mere end 20 år med konstante overskud satte coronapandemien en stopper for stimen af positive resultater for Apcoa i Danmark.
Det viser et nyt regnskab fra tyskejede Apcoa Parking Danmark, der tidligere gik under navnet Europark.
Konkret blev det i 2020 til et underskud efter skat på knap 2 mio. kr. efter fem år inden med tocifrede millionoverskud. Samtidig faldt omsætningen med 22 pct. til 451 mio. kr.
»Branchen, som selskabet opererer inden for, har været stærkt påvirket af covid-19-udbruddet gennem hele år 2020, dog hårdest i foråret som følge af den fulde nedlukning i Danmark,« står der i det nye regnskab fra Apcoas danske datterselskab.
Allerede i forbindelse med offentliggørelsen af 2019-regnskabet måtte Apcoa sløjfe sine ellers store forventninger til 2020.
Da coronakrisen er fortsat ind i 2021, frygter Apcoa nu, at den nedadgående spiral fortsætter for selskabet.
»Nedlukning af samfundet har en stor påvirkning på biltrafikken, og selvom de fleste af selskabets kunder har indikeret, at de fastholder igangværende projekter, er der risiko for, at omsætning og indtjening vil falde markant i 2021 som konsekvens af covid-19,« skriver Apcoa i regnskabet.
Selskabet forventede, uden en total nedlukning af Danmark, en omsætning på 613 mio. kr. og et driftsresultat på 115 mio. kr. i 2021.
Da Danmark genåbnede i foråret 2020, forsøgte Apcoa sig i omkring en måned med en parkeringsrabat på 50 pct. af prisen på udvalgte parkeringspladser i landets største byer.
»Vi håber, at vi med tilbuddet om billig parkering på en række af vores parkeringsanlæg blandt andet i landets tre største byer kan give vores bidrag til øget omsætning i butikkerne og flere gæster på restauranterne og caféerne,« sagde Michael Christensen, adm. direktør i Apcoa Parking Danmark, i den forbindelse.
Apcoa-koncernen driver parkeringsvirksomhed i 13 europæiske lande. I Danmark beskæftiger koncernen over 250 ansatte.