Fortsæt til indhold

Niels Smedegaard stopper som formand i Norwegian

Niels Smedegaard, der siden 2019 har været bestyrelsesformand i det norske flyselskab Norwegian, stopper på posten.

Erhverv

Danske Niels Smedegaard stopper på posten som bestyrelsesformand i det norske lavprisflyselskab Norwegian. Det fremgår af en børsmeddelelse fra Norwegian. Niels Smedegaard har været bestyrelsesformand i Norwegian siden 2019, men han genopstiller altså ikke på selskabets generalforsamling den 4. juni.

»Siden generalforsamlingen i 2020 har valgkomitéen haft møder med nye store aktionærer, bestyrelsesmedlemmer og selskabets ledelse. Som en del af overvejelserne har nomineringsudvalget lagt vægt på, at bestyrelsesmedlemmerne har relevant kompetence og erfaring samt at sikre en kontinuitet blandt bestyrelsesmedlemmerne,« lyder det i meddelelsen.

I stedet bliver det foreslået, at Svein Harald Øygaard bliver valgt som ny bestyrelsesformand.

Meldingen om, at Niels Smedegaard stopper som bestyrelsesformand kommer, efter at Norwegian onsdag meddelte, at selskabet efter en længere kamp for overlevelse nu var var reddet. Gælden er blevet barberet ned, og der er sikret ny kapital.

Norwegian var som de fleste andre i luftfartsbranchen hårdt presset under coronakrisen, da forretningsgrundlaget mere eller mindre fra den ene dag til den anden forsvandt. Og det norske lavprisselskab var allerede inden coronakrisen så tynget af gæld, at der blev sået tvivl om selskabets overlevelse.

Niels Smedegaard har tidligere stået i spidsen for rederiet DFDS, hvor han var topchef fra 2007 og frem til foråret 2019. Niels Smedegaard blev for nyligt valgt til bestyrelsesformand i ISS.

Artiklens emner
Norwegian
Niels Smedegaard