Erhverv

Feriehusudlejere vil have lempet krav for nordtyske turister

Smitten er nu så lav i flere tyske delstater, at indrejsereglerne burde lempes. Men det er ikke sket endnu.

De danske feriehusudlejere håber, at der snart lempes for indrejsereglerne for tyske turister. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

På grund af indrejserestriktioner har de danske sommerhusudlejere lige nu udsigt til en sommer uden det sædvanlige antal tyske turister.

I øjeblikket er det således kun tyske turister fra delstaten Slesvig-Holsten, der er undtaget for krav om isolation efter indrejse til Danmark.

Det undrer Feriehusudlejernes Brancheforening, da delstater som Hamburg og Mecklenburg-Vorpommern i Nordtyskland står til at have tilpas lav smitte, til at turister herfra også burde være undtaget for kravet.

På Udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at det såkaldte incidenstal er 44,50 for Hamburg og 47,70 for Mecklenburg-Vorpommern.

Det ville umiddelbart betyde, at restriktionerne for delstaterne skulle lempes, da grænsen går ved et incidenstal på 50.

Incidenstallet dækker over antallet af smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

I Feriehusudlejernes Brancheforening håber administrerende direktør Carlos Villaro Lassen, at incidenstallene for de to delstater betyder, at der hurtigst muligt lempes for indrejsereglerne for turister derfra.

I øjeblikket mister feriehusudlejerne nemlig masser af bookinger, fordi det kun er tyske turister fra Slesvig-Holsten, der er undtaget for isolationskravet.

- Vi taler om millioner af overnatninger, som vi taber fra resten af Tyskland, på trods af at de nu har superlave smittetal, og på trods af at man har lavet nogle spilleregler, der faktisk burde give dem adgang, siger Carlos Villaro Lassen.

Ifølge Udenrigsministeriet er forklaringen, at Tyskland ikke indberetter en række regionale testdata til Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC). Det drejer sig om data for regional testintensitet og regionale testprocenter.

Da Tyskland ikke indberetter de data til ECDC, som er med til at danne grundlaget for de danske myndigheders rejserestriktioner, så er det ikke muligt at lave regionale rejserestriktioner i Tyskland, forklarer Udenrigsministeriet. Undtagelsen er Slesvig-Holsten, der ligger i grænselandet.

For at rejserestriktionerne for turisterne i resten af Tyskland kan lempes, er det derfor nødvendigt, at landet som helhed får et incidenstal på under 50.

Det senest opgjorte incidenstal for Tyskland er ifølge Udenrigsministeriet opgjort til 74,7. Dermed er der stadig et godt stykke til grænsen på 50.

Turismeordfører for Venstre, Anni Matthiesen, fortæller, at hun nu vil sende justitsminister Nick Hækkerup (S) nogle skriftlige spørgsmål med håbet om at finde en anden løsning end den nuværende.

BRANCHENYT
Læs også