Erhverv

Skrev firmakoden i Nørrebro-kælder: Nu har Joachim Ante lavet milliardoverskud

Overskuddet blev 64-doblet i Joachim Antes personlige selskab i 2020, da hans ejerandel i Unity blev milliarder værd.

Joachim Ante var med til at stifte Unity, som i 2020 nåede en markedsværdi på over 100 mia. kr. efter en børsnotering i New York. Foto: Screendump fra Youtube

Som ganske ung sad dansk-tyske Joachim Ante i en kælder på Nørrebro og skrev koden til den spilmotor, som har gjort Unity til én af Danmarks største erhvervssucceser de seneste år.

Koden har gjort det nemt for spiludviklere at lave computerspil, og det var med til i efteråret 2020 at sende Unity på børsen i New York til en svimlende markedsværdi, der hurtigt kom over 100 mia. kr.

Unity
  • Stiftet i 2001 af David Helgason, Nicholas Francis og Joachim Ante på Nørrebro i København.
  • Ideen om at udvikle computerspil blev hurtigt erstattet med et produkt, der kunne hjælpe spiludviklerne med al teknikken.
  • I dag bliver Unitys software brugt overalt i spilbranchen, så over halvdelen af alle spil globalt hviler på Unitys spilmotor.
  • Samme teknologi kan bruges på mange andre områder, først og fremmest i augmented reality og virtual reality, men også inden for design, selvkørende biler og meget andet.

Børsnoteringen gjorde medstifterne, herunder Joachim Ante, særdeles velhavende. Det er der nu kommet bevis for.

Overskuddet i hans personlige selskab JA Technologies gik fra 36,5 mio. kr. i 2019 til 2.331,4 mio. kr. i fjor. Altså en indtjening, der blev 64-doblet og nåede op i milliardklassen.

»Ledelsen anser resultaterne som tilfredsstillende,« står der i det nye regnskab fra Joachim Ante, som i dag fungerer som Unitys teknologichef.

Trods milliardoverskuddet er egenkapitalen blevet mindre i forhold til året inden. Det skyldes, at Joachim Ante i løbet af regnskabsåret har taget et ekstraordinært udbytte på knap 2,4 mia. kr.

Ved børsnoteringen af Unity ejede Joachim Ante omkring 4 pct. af selskabet, mens en anden medstifter David Helgason ejede 8 pct.

Efter et voldsomt kursridt i Unity-aktien i slutningen af 2020, er kursen kommet lidt ned på jorden igen. Den er således faldet med omkring 38 pct. siden årsskiftet.

Kursen er dog stadig markant højere, end da Unity gik på børsen.

Af Unitys prospekt fremgik det, at der hver måned i 2019 blev downloadet tre milliarder apps, som er udviklet med Unitys software.

Her står ligeledes, at Unity sidder på mere end 50 pct. af markedet for mobil-, pc- og konsolspil.

Unity satser dog ikke kun på spilindustrien.

Firmaet skrev i sit prospekt, at man også ser en voksende mulighed for at bruge sin grafikmotor inden for segmenter som arkitektur, ingeniørbranchen, byggeri, bilindustri og såkaldt augmented reality for blot at nævne en håndfuld potentielle vækstmuligheder.

Læs også
Top job