Nyt koncept på vej: Wolt vil levere dagligvarer til døren på 30 minutter
Wolt tester et nyt daglivarekoncept i Finland og Grækenland, som kommer til Danmark i sensommeren.
Snart får københavnere mulighed for at få dagligvarer leveret til døren på en halv time.
Det er platformsvirksomheden Wolt, der i sensommeren er klar med et nyt koncept, Wolt Market, hvor dagligvarer fra udvalgte supermarkeder kan bestilles med levering i løbet af ca. 30 minutter.
»Danskernes forbrugsmønstre ændrer sig hele tiden. Vi vil hellere prioritere tid med venner, familie og det, der betyder noget for os. Det har skabt et stort marked for takeaway og levering, og nu er vi også klar til at give danskerne superhurtig levering af dagligvarer,« oplyser kommunikationschef Tine Duelund Schou fra Wolt i en pressemeddelelse om det nye koncept.
Mange ønsker ikke at stå i et fyldt supermarked med kø ved kassen.Tine Duelund Schou, kommunikationschef i Wolt
Rekrutteringen af nye ansatte til konceptet er netop begyndt, og der er indgået en overenskomst med HK Handel. Wolt Market bliver nemlig også et fysisk supermarked i København.
Som kunde kan man dog ikke komme ind fra gaden og handle. Al handel foregår via en app, mens supermarkedet bliver et sted, hvor ens varer kan hentes, hvis man ikke ønsker at få dem bragt hjem.
Wolt er i gang med at finde en fysisk lokation til det nye supermarked.
Sideløbende er virksomheden ved at indgå aftaler med købmænd og supermarkeder om direkte levering af dagligvarer via Wolt.
»Dagligvarer er relevante for alle aldersgrupper – og mange ønsker ikke at stå i et fyldt supermarked med kø ved kassen – så vi glæder os til at afprøve konceptet og potentialet,« siger Tine Duelund Schou.
Det nye Wolt Market-koncept bliver lige nu testet i Finland og Grækenland.

