Nemlig.com vil sikre chaufførerne minimumslønninger
Chauffører, der bringer varer ud for Nemlig.com bliver nu sikret en løn på mellem 25.000 kr. og 30.000 kr. om måneden for en 37 timers arbejdsuge, oplyser selskabet selv.
Der bliver nu lagt et gulv under lønningerne for de chauffører i de transportvirksomheder, der leverer varer for Nemlig.com.
Den 1. juni har onlinesupermarkedet indført det, den selv kalder en forbedret afregningsmodel over for transportselskaberne. Det oplyser Nemlig.com i en pressemeddelelse.
Den nye afregningsmodel sikrer ifølge Nemlig.com en højere indtjening i transportvirksomhederne. Og med den nye ordning bliver chaufførerne ifølge Nemlig.com sikret en minimumsløn på mellem 25.000 og 30.000 kr. om måneden ved en arbejdsuge på 37 timer. Beløbet afhænger af tidspunktet på døgnet chaufføren arbejder.
»Dertil skal transportvirksomhederne betale feriepenge til chaufførerne. Herudover skal transportvirksomhederne afregne alle lovpligtige bidrag, ATP mm. og generelt sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for deres ansatte herunder løn under sygdom og barsel,« lyder det i pressemeddelelsen fra Nemlig.com.
Meldingen fra Nemlig.com kommer, efter at selskabet har været under hård kritik for at presse chauffører og medarbejdere. I nogle tilfælde så meget, at det er gået ud over deres helbred.
Denne kritik har adm. direktør og stifter Stefan Plenge over for Finans afvist og taget kraftig afstand fra.
Udviklingen fik i april Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen til at kommentere kritikken af selskabets arbejdsforhold. Han ejer 70 pct. af selskabet og mener ikke, at kunderne kan være tjent med at nogen tror, at der er noget forkert hos onlinesupermarkedet.
»Jeg følger naturligvis udviklingen i Nemlig.com og ser på kritikken med stor alvor. Vi kan ikke være tjent med, at nogen og særligt ikke vores kunder tror, at der er noget forkert i Nemlig.com. Alle medarbejders trivsel og motivation er helt afgørende, og virksomhedens ånd og værdigrundlag er bevis herfor,« lød det fra Anders Holch Povlsen i et skriftligt svar til Finans i april.
Udover den nye afregningsmodel har Nemlig.com ifølge pressemeddelelsen flere tiltag på vej på transportområdet. F.eks. vil Nemlig.com fremover kun samarbejde med transportvirksomheder, der har er et ApS eller A/S, og disse selskabers regnskaber skal hvert år revideres og underskrives af revisor.
De transportvirksomheder, der kører for Nemlig.com vil ikke længere kunne benytte sig af underleverandører.
Derudover skal et revisorfirma fremadrettet fortage stikprøvekontroller hos de transportvirksomheder, der leverer varer for Nemlig.com.