Skagen Fiskerestaurant får ny medejer og vil udvide yderligere fire-fem steder
Det sker i samarbejde med hotelkæden Guldsmeden Hotels, der driver hoteller i København, Aarhus, Tyskland, Norge og Island.
Den kendte restaurant Skagen Fiskerestaurant, der har mere end 50 år på bagen og er placeret på toppen af Danmark, gør klar til at udvide i flere danske byer og har derfor indgået et samarbejde med hotelkæden Guldsmeden Hotels.
Samtidig har den populære fiskerestaurant for første gang siden 2011, hvor adm. direktør Jesper C. Winter overtog de gamle pakhuse på havnen i Skagen, lukket en medejer ind i selskabets ejerkreds.
Det sker som led i de ambitiøse ekspansionsplaner, der efter planen skal udbrede Skagen Fiskerestaurant til yderligere fire-fem steder i løbet af de næste år. Præcis hvilke er endnu ikke fastlagt.
Den nye medejer er Elias Grøftholdt Tychsen, der den seneste tid har været tilknyttet Skagen Fiskerestaurants advisory board. Tidligere har han stået i spidsen for ekspansionen for bl.a. Restaurant Flammen og nattelivskoncernen Rekom, inden han i januar i år blev han indsat som direktør for den hurtigtvoksende pizzakæde Ild.pizza.
»Elias (Grøftholdt Tychsen red.) har stor erfaring med kædedrift indenfor servicefaget, hvorfor det er glædeligt at han nu har købt sig ind i kædens restauranter udenfor Skagen by,« siger Jesper C. Winter, der har valgt at beholde 100 pct. af ejerandelen på den oprindelige restaurant.
Ingen af parterne ønsker at oplyse, hvor stor en del Elias Grøftholdt Tychsen har overtaget og til hvilken pris.
Skagen Fiskerestaurant har i dag - udover restauranten i Skagen - en restaurant på toppen af Illum i København og en på Budolfi Plads i Aalborg. Derudover åbner selskabet den 10. juni i år endnu en fiskerestaurant på Hotel Babette Guldsmeden nær Esplanaden i København.
»Jeg har en stor passion og forkærlighed for mad, og qua mine tidligere erfaringer var det relevant for mig at gå ind som medejer af Skagen Fiskerestaurant og være en del af samarbejdet med Guldsmeden Hotels. Selskabet er ekstremt dygtige på hele driften, og Skagen Fiskerestaurant har store kompetencer indenfor restaurationsdrift. Det giver spændende muligheder,« siger Elias Grøftholdt Tychsen, der ser frem til samarbejdet og rollen som medejer af den kendte fiskerestaurant.
Han understreger, at der ikke er ambitioner om at gøre Skagen Fiskerestaurant til en landsdækkende kæde som det er tilfældet med Restaurant Flammen. Håbet er i stedet, at restauranten kan blive udbredt til de største danske byer med respekt for historien og det autentiske, som er grundlaget for Skagen Fiskerestaurant.
»Vi håber, at vi ved at tilbyde både hotelovernatninger og restaurantoplevelser kan gøre oplevelsen endnu bedre for både vores og Guldsmeden Hotels’ gæster. Det er ikke skrevet i granit, at vi skal være på alle kædens hoteller, men hensigten er, at vi skal udvide til yderligere fire-fem steder indenfor det næste år. Udlandet er også spændende at kigge på, men i første omgang starter vi i Danmark,« siger Elias Grøftholdt Tychsen.