SMV Danmark vil have fjernet samtlige restriktioner fra 1. juli
Interesseorganisationen kræver, at hele pandemihåndteringen skal vendes på hovedet i de kommende politiske forhandlinger om genåbningen.
Slut med restriktioner af enhver art.
Sådan lyder opfordringen fra Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der er brancheorganisation for landets små og mellemstore virksomheder, forud for onsdagens politiske forhandlinger om yderligere genåbning af samfundet.
Han mener, at Danmark fra 1. juli bør skille sig af med alt, der hedder pandemirelaterede restriktioner.
I stedet skal hele tilgangen til pandemien vendes på hovedet, så en restriktion kun indføres, når der findes beviser for, at den er nødvendig.
»Det helt overliggende er, at alt skal slettes. Det er på tide, at vi bryder med modelberegningstyranniet, som vi har levet under,« siger Jakob Brandt.
»Modellerne skyder altid forkert, de er altid for pessimistiske, og alligevel bliver de ved med at være grundlaget for, at vi ikke kan åbne for noget,« siger han.
Han genkalder, at statsminister Mette Frederiksen under partiledernes debat 11. marts i år sagde, at »når alle over 50 er vaccineret, så kan vi i princippet have et åbent Danmark.«
Det delmål vil ifølge vaccinationskalenderen være nået omkring 1. juli.
»Vi vil gerne tage statsministeren på ordet. Når hun har sagt det, må det standpunkt stadig gælde,« siger Jakob Brandt.
I den politiske rammeaftale om genåbningen, som et bredt flertal af Folketingets partier indgik i slutningen af marts, er det indskrevet i aftaleteksten, at »samfundet kan genåbnes«, når alle borgere over 50 år er vaccineret.
»Dog vil der forventeligt stadig gælde restriktioner i forhold til arrangementer med risiko for superspredning, herunder større arrangementer og natteliv, rejserestriktioner samt generelle smittebyggende tiltag,« står der endvidere.
Bag aftalen står Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Ifølge Jakob Brandt kan det få alvorlige konsekvenser for dansk erhvervsliv, hvis ikke det lykkes at gøre op med »modelberegningstyranniet« før sommersæsonen.
»Det vil betyde, at vi ikke får turister til Danmark, og at vi får en markant lavere omsætning. 40 pct. af vores frisører får stadig aflysninger fra kunder, der ikke vil bruge coronapas,« siger Jakob Brandt.
»Hvis vi skal nå at redde sommersæsonen, er det nu, der skal åbnes mere op,« siger han.
Forhandlinger om yderligere genåbninger begynder onsdag, og adskillige partier har givet udtryk for, at de er klar til at fjerne flere restriktioner.