Serier

Godt nyt for indkommende turisme

Med de seneste ændrede rejsevejledninger kan gode restauranter og eksklusive hoteller se frem til, at flere udenlandske gæster kommer til landet. Det er også godt nyt for folk med familie og venner, der vil på besøg fra udlandet.

Corona rammer verden
Snart vil Svinkløv Badehotel også kunne tage imod reservationer fra oversøiske turister. Foto: Marine Gastineau

En nyhed gik lidt under radaren, da de danske rejsevejledninger blev opdateret i sidste uge.

Færdigvaccinerede rgere fra ikke-røde OECD-lande kan nu rejse ind i Danmark uden at skulle opfylde kravet om et anerkendelsesværdigt formål og uden at skulle følge de ellers gældende danske test- og isolationskrav. Det skriver branchesitet standby.dk.

OECD-lande tæller udover Danmark og hovedparten af de 26 øvrige EU-lande også lande som Australien, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Island, Israel, Japan, Mexico, New Zealand, Norge, Schweiz, Storbritannien, Sydkorea, Tyrkiet og USA.

Med de nye rejsevejledninger kan disse landes statsborgere rejse ind i Danmark på linje med færdigvaccinerede fra EU- og Schengenlande. Man skal kunne dokumentere, at man er færdigvaccineret med en EMA-godkendt vaccine, og at der er gået 14 dage siden sidste stik. En EMA-godkendt vaccine er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur.

Udenrigsministeriet oplyser ved samme lejlighed, at en ny engelsksproget hjemmeside – covidtravelrules.dk – netop er søsat. Den skal sikre, at turister og rejsende til Danmark løbende kan holde sig opdateret om, hvilke testkrav, regler og retningslinjer der gælder ved indrejse og ophold i Danmark.

De lempede danske indrejsekrav fra blandt andet OECD-landene er godt nyt for den indkommende turisme og for alle dem, der har venner og familie i andre lande.

»Dette er skønt for incoming-branchen, hoteller, for virksomheder i Danmark, der skal have udenlandske kunder på besøg, og så videre. Men man skal være opmærksom på, at lempelserne ikke betyder, at danskere umiddelbart kan rejse til disse OECD-lande. Her gælder de enkelte landes indrejseregler for i dette tilfælde danske rejsende. Men dette er bedre end ingenting, incoming-branchen må være glad for denne lempelse,« siger direktøren i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, til standby.dk.

Kilde: standby.dk

Læs også