- Opdateret 10/06/2021 kl. 13:34
Stadil-koncern nærmer sig milliard i indtjening
Thornico nærmer sig et driftsresultat på 1 mia. kr. efter et år, hvor nogle af konglomeratets selskaber fik klø, og andre stormede frem.
Stadil-familiens spraglede gruppe af virksomheder kom buldrende gennem 2020 og har kurs mod et endnu bedre resultat i år.
Konglomeratet, kaldet Thornico, har koncentreret sine investeringer i seks forskellige industrier, og den struktur kom til sin ret i 2020, lyder det fra topchef Christian Stadil.
Mens sportstøjfirmaet Hummel kæmpede med lukkede butikker som følge af covid19, bragede Hartmann, der laver æggebakker, frem, da folk over hele kloden blev tvunget inden døre og gik i gang med at bage som aldrig før.
Thornico fik en omsætning på 8,5 mia. kr. i fjor, mens driftsresultatet før renter, skat og afskrivninger (ebitda) blev rekordhøjt og nærmer sig en rund mia. kr.
»Konglomeratet kom virkelig i spil. Halvdelen af virksomhederne har været negativt ramt, og halvdelen af været positivt ramt,« siger Christian Stadil:
»Selvom 2020 var ekstremt hårdt for Hummel, så har vi været aggressive alligevel. Vi har tegnet nye sponsorater og fået nyt retailkoncept, fordi vi har konglomeratstrukturen og tjente penge i andre vertikaler.«
Thornico tæller seks forskellige forretningsområder, som hver især består af flere virksomheder. De mest kendte virksomheder er selskaber som Hummel og Hartmann, men derudover er Thornico med selskaber som Sanovo også store inden for fødevarer, fødevareteknologi samt shipping.
Sidstnævnte har i mange år været en klods om benet på konglomerat, da et stort sats på, at skibspriserne ville løfte sig i kølvandet på finanskrisen, ikke gik hjem. Thornico drejede sidste år nøglen om på flere af sine tabsgivende shipping-aktiviteter, og det betød ifølge Christian Stadil, at de resterende shipping-aktiviteter bidrog fornuftigt til koncernen i fjor.
2021 tegner indtil videre også godt.
»Det er første gang, at vi er så langt inde i et halvår, hvor vi ikke har en vertikal, som på en eller anden måde er ramt. Det går godt i alle vertikaler i indeværende år,« siger Christian Stadil, som forventer et nyt rekordresultat i år.
»Hummel er eksploderet igen, Sanovo også. Hartman har ikke den eksorbitante effekt af, at folk er i karantæne, som de havde i 2020, men det går stadig fantastisk.«
Christian Stadil overtog for få år siden posten som adm. direktør i Thornico fra sin far Thor, der i dag er bestyrelsesformand.
Trods et skrabet hovedkontor og få ansatte er duoen tæt på selskabernes drift, og her er mulighederne så rige, at der ikke er planer om at tilføje et nyt og syvende ben til Thornico til trods for de store overskud.
»Vi skal som udgangspunkt ikke have nye vertikaler. Vi har nu seks primære i gruppen. Nogen inden for mere cykliske områder, andre mere anticykliske. Til gengæld investerer vi rigtig meget og recirkulerer næsten al indtjeningen,« siger Christian Stadil:
»Hartmann investerer tungt, og Hummel har masser af spændende planer.«