Erhverv
BREAKING

Danske Tesla-ejere trækker Tesla i retten

En gruppe danske Tesla-ejere har valgt at lægge sag an mod bilproducenten efter en softwareopdatering. Og gruppen søger stadig flere, der vil deltage i søgsmålet.

Det er Teslas Model S-elbil, som der har voldt de danske bilejere problemer. Foto: Finn Frandsen.

Længere ladetider og nedsat batterikapacitet. Det er, hvad en gruppe danske Tesla-ejere mener, at en softwareopdatering, som Tesla lavede i 2019, har resulteret i. Og derfor lægger gruppen nu sag an mod den amerikanske elbilproducent.

Sådan skriver FDM.

Det er Advokathuset Torsten Pedersen & Saabye-Brøndum, der står for gruppesøgsmålet, som er blevet godkendt af Retten i Hillerød. Men man søger stadig flere Tesla-ejere, der ønsker at tage del i søgsmålet.

»Hvis du som Tesla-ejer har ladet softwaren i din bil opdatere og har oplevet problemer med nedsat ladetid og batterikapacitet, kan du tilmelde dig gruppesøgsmålet. For at blive en del af gruppesøgsmålet skal du rette henvendelse til Advokathuset Torsten Pedersen - Saabye-Brøndum, som er det advokatkontor, der repræsenterer bilejerne i sagen,« skriver man i kundgørelsen, som er delt på Facebook.

Helt konkret drejer det sig om ejere af Tesla Model S fra årgang 2013 til 2016, der har fået softwareopdateringen i 2019.

FDM selv, der er en medlemsorganisation for bilejere, bliver ikke selv en del af søgsmålet mod Tesla, men håber alligevel på, at gruppen af danske Tesla-ejere får medhold i sagen.

»Da FDM er en medlemsorganisation, kan vi alene føre retssager, herunder gruppesøgsmål, for medlemmer. Samtidig vil det være uhensigtsmæssigt, hvis der sideløbende føres flere parallelle sager om det samme spørgsmål. Derfor afventer vi udfaldet af gruppesøgsmålet, som vi naturligvis håber, bilejerne får medhold i,« siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM.


BRANCHENYT
Læs også