- Opdateret 21/06/2021 kl. 08:40
Norwegian skifter ud på chefposten med øjeblikkelig virkning
Jacob Schram er færdig som øverste chef i Norwegian. Han bliver erstattet af Geir Karlsen, der indtil nu har været finansdirektør.
Norwegian har skiftet kaptajn med øjeblikke virkning.
Jacob Schram, der har været adm. direktør siden 2019 er nemlig blevet udskiftet med Geir Karlsen pr. dags dato. Udskiftningen kommer efter et bestyrelsesmøde søndag, hvor det blev besluttet at sende Jacob Schram på porten.
»Geir Karlsen har med succes ledt an i den økonomiske genopbygning af Norwegian, og han har de kompetencer, der gør ham til det bedste valg som adm. direktør i Norwegian,« udtaler Svein Harald Øygard, formand for Norwegians bestyrelse, i en pressemeddelelse.
Den er den anden store udskiftning i Norwegian inden for kort tid.
I slutningen af maj blev det offentliggjort, at Niels Smedegaard stoppede som formand i Norwegian. Han blev erstattet af Svein Harald Øygard. Kort tid forinden havde Norwegian erklæret, at selskabet efter en længere kamp for overlevelse nu var var reddet.
»Mens rejserestriktionerne er ved at blive ophævet, er Norwegian klar til at tilbyde tusindvis af flyvninger til vores kunder i Norden og i udlandet. Derudover vil der blive gjort en yderligere indsats for at styrke Norwegians position som et lavprisselskab og få virksomheden tilbage til bæredygtig rentabilitet. Geir Karlsen er den ideelle adm. direktør til at lede denne indsats,« lyder det fra Svein Harald Øygard.
Posten som adm. direktør i Norwegian er ikke helt ukendt for Geir Karlsen, der har været finansdirektør i Norwegian siden april 2018. I perioden fra juli 2019 til december 2019 fungerede han nemlig som øverste chef for flyselskabet.
Inden tiden i Norwegian var Geir Karlsen finansdirektør i bl.a. Golden Ocean Group og Songa Offshore.
»Fremadrettet vil vores hovedprioriteter være at øge rentabiliteten af vores lavpris-aktiviteter og tiltrække nye og eksisterende kunder på alle nøglemarkeder. Norwegian er godt positioneret efter rekonstruktionen af virksomheden,« udtaler Geir Karlsen, adm. direktør i Norwegian.